De bløde Bachbuer strøg over violiner, bratscher og celloer, da Concerto Copenhagen juleunderholdt i Garnisons Kirke den 13. december. Gennemført barokmusik flankeret af Tuva Semmingsens gyldne mezzosopran kaldte julen i hus og henrykkede et talstærkt publikum.
For bare fem år siden var vi ikke så heldige.. at have et barokorkester som Concerto Copenhagen, der trods sit gennemkøbenhavnske navn er sammensat af mestendels nordiske musikere. Og det kunne mærkes ved CoCos julekoncert i Garnisons Kirke lørdag den 13. december, hvor alt var udsolgt og kirken stuvende fuld i alle niveauer. Det har ensemblet til dato endnu ikke prøvet, men inden CoCo løber med al æren, skal det tilføjes, at upcoming stjernemezzo Tuva Semmingsen supplerede eftermiddagens koncert med fire arier; to fra Händels Hercules og to fra J.S. Bachs velkendte juleoratorium.
Programmet var fortrinsvist italiensk inspireret og hentede sine stykker fra 1700-tallets første halvdel, hvor komponister fra hele Europa tog til støvlelandet for dér at hente letklingende inspiration. Det kunne høres i særligt Telemanns Concerto Polonaise i G-dur, der har intet mindre end to allegro'er, som de fremtrædende strygere i orkesteret problemfrit lader fyge hen over strengene. Oplagt spil mellem særligt violinisterne Peter Spissky og Bjarte Eike, der stjæler hinandens toner for blot at videreføre dem endnu smukkere som deres egne - ganske i overensstemmelse med partituret, men altid overraskende lifligt.
Dramatisk giftig
Hvor højgravide Tuva Semmingsen henter sin lyd fra disse sidste uger af sin drægtighed, ved hun vist heller ikke selv, men mørkt, giftigt og dramatisk var hendes opførelse af Händels 'Where shall I fly?', der efter to velsungne, men tørre Bach'er blev dokumentationen på Tuva Semmingsens virkelige kunnen. Flot stemme, flot kvinde og flot klang i kirkerummet. Publikum fik deres stjernestøv, som dryssede i fnug ned over de 650 forventningsfulde lyttehoveder.
Jean-Féry Rebels koreograferede symfoni Les Catactéres de la danse var koncertens sidste stik og er trods sin franske titel et eksempel på den italienske ånd, som komponisten efter sin dannelsesrejse har lagt ned i partituret. Uafbrudt og i elegant tempo gennemgår stykket dansens væsen fra menuet over chaconne til passepied, og dansenes karakterer trådte personificerede frem bag CoCos spillemandsagtige toner. En munter opførelse, der engang er blevet danset foran Ruslands zar Peter den Store af madame Prévost, og en statelig afslutning på julens til dato bedste koncert!
