"Monster" er den gribende film om Aileen "Lee" Wournos, USA's første kvindelige massemorder, der blev henrettet den 9. oktober 2002. Hun spilles med uhyggelig intensitet af en uigenkendelig Charlize Theron, der har modtaget en stribe af priser for rollen. Christina Ricci spiller hendes elskerinde Selby, der på sin vis udløser mordene, samtidigt med at hun lukker øjnene for dem.
Medlidenhed med en morder
Der har været meget fokus på Charlize Therons dramatiske forvandling fra babe til afdanket landevejsluder i filmen Monster. Hun har taget 30 kilo på, er blevet udstyret med falske tænder og har samtidigt tillagt sin en yderst maskulin gang og stemmeføring. Alligevel ser man i nogle glimt hendes skønhed, som også er dem Selby, spillet af Christina Ricci, falder for. Det mest opsigtsvækkende er dog ikke hendes fysiske præsation men hendes hudløse, dybtfølte spil, som har indbragt hende en Golden Globe, en Sølvbjørn og en Oscar for Bedste kvindelige hovedrolle.
Debuterende Patty Jensen, der både har skrevet og instrueret Monster, lader os få et blik af mennesket Aileen Wournos, såvel som morderen. Hendes horrible opvækst med incest og tæv, der får hende til at blive prostitueret som 13-årig, afsløres kun i glimt, næsten modvilligt, fordi Lee ikke har lyst til at tale om det. Hun er på randen af selvmord, da filmen begynder, men vil dog ikke dø uden at have drukket sine sidste penge op. Og da er det, hun møder den lesbiske Selby med de store dådyrøjne.
Lee er barsk og afvisende, men de bliver alligevel venner, og før hun ved af det, er Lee håbløst forelsket i Selby, der elsker hende uforbeholdent - noget, Lee aldrig før har prøvet. Da hun vil skaffe penge til et hotelbesøg, bliver hun overfaldet af en kunde, der vil myrde hende; men det lykkes hende at skyde ham. Det er vendepunktet, nu skal det kun gælde Selby, og Lee skal blive en respektabel kvinde, der kan forsørge sin pige.
Det blinde samfund
Scenerne, hvor Lee er til jobsamtaler for at blive et anstændigt, kristent menneske, er måske lidt for meget af det gode, fordi det er så tydeligt, det ikke kan lykkes. Men da hun henvender sig til arbejdsformidlingen, er hun blevet ydmyg - og det er næsten hjerteknusende at se, hvordan hun afvises. Politiet er heller ikke noget at råbe hurra for, de eneste to, vi møder (bortset fra helt til sidst), optræder henholdsvis som kunde og som seksuel afpresser.
Hendes eneste ven er Vietnam veteranen, Thomas, spillet af Bruce Dern, der ser paralleller i deres situationer. Selvom han kun taler om hendes prostitution, dækker ordene også hendes mord: Det hele er et spørgsmål om omstændigheder, om valg, man ikke har haft. Han er med til at understrege filmens pointe, at man sagtens kan forstå de handlinger, Aileen Wournos har begået, selvom de ikke kan undskyldes.
Kærlighedshistorien
Filmen giver sig god tid til at fortælle om den spirende kærlighed mellem Lee og Selby, og det er absolut nødvendigt, både for at publikum skal finde det usædvanlige par troværdigt, og for at vi senere skal kunne forstå, hvorfor Lee vil gøre alt for ikke at miste Selby. Og hvorfor hun til sidst vælger at give afkald på Selby for at redde hende.
På mange måder er Selby den personificerede uskyld, der tror på det gode i mennekset. Men hun er også meget kynisk, og det er hende, der tvinger Aileen tilbage til prostitutionen. Det er uvist, hvor meget Selby ved, af det der foregår; men hun har tydeligt nok sine bange anelser, som hun vælger at ignorere. Er hun også et af filmens monstre?
Mordene
Det første mord, Lee begår, er rent selvforsvar. Hun finder sig selv bundet af den sadistiske Vincent Corey, som Lee Tergesen spiller med uforfalsket ubehagelighed. Allersenest her er publikum helt og holdent på Lees side, og det er med lettelse, at vi ser ham blive skudt. Gradvist bliver mordene mindre motiverede, for til sidst at blive deciderede "forkerte", selv 
inden for filmens univers. Lee har svært ved at tilgive sig selv det sidste mord, alligevel mener hun selv, hun er et godt menneske, der ikke har gjort noget galt.
Der er da også en logik i mordene, for udover at hun har brug for penge for at kunne forsørge og dermed beholde Selby hos sig, udvælger hun sig kunder, der virker perverterede og voldelige - hun muger ud blandt det menneskelige udskud. Samtidigt er det dog også tydeligt, at hun er på et personligt hævntogt over alle mænd fra hendes fortid, og føler en inderlig tilfredsstillelse ved drabene.
Det er Charlize Theron, der bærer filmen. Christina Ricci spiller sin rolle som familiens lesbiske får, der til tider er omklamrende og krævende og til andre tider bare vil more sig og flirte med andre kvinder, med indlevelse og troværdighed. Hendes rolle, der ifølge Jenkins ikke har noget at gøre med virkelighedens Tyria Moore, er hverken glorificeret eller det modsatte; - også hendes ord og handlinger er fuldt ud forståelige. Alligevel overskygges hendes præstation af Theron. Det er med hende, filmen står og falder, og det er hendes fortjeneste, at vi gribes af beretningen om den barske og frastødende, seksdobbelte morderske, der ender med at fremkalde både 
rædsel og medfølelse. Det er en usædvanlig film, der har noget på hjerte uden at det spolerer fortællingen, og den efterlader et meget stærkt indtryk.
