Film om Asta Nielsen: Som den lille grimme ælling forvandlede hun sig fra fattigt barn på stenbroen til alle tiders største stumfilmstjerne: Hun var "Die Asta" og verdens første rigtige filmdiva. Selv kaldte hun sig for ikke mindre end "Den tiende muse". Men hvad gemte der sig bag den glamourøse facade? Hvem var mennesket Asta?
"Afgrunden" handler om den unge filminstruktør, Lars Schmidt, der i 1964 sætter sig for at få løftet låget på filmdivaens indtil videre kært vogtede hemmeligheder. Han undrer sig over, at Asta Nielsen, selv i sin såkaldte erindringsbog "Den tiende muse", insisterer på kun at mindes sin professionelle livshistorie, mens hendes personlige og følelsesmæssige erfaringer fuldstændig ignoreres. Lars Schmidt får med sine smigrende overtalelsesevner helt usædvanligt lov til at begynde forberedelserne til en portrætfilm af divaen, og hans møde med den arrogante, selvhøjtidelige, gamle dame, giver ham for alvor blod på tanden.
Kampen om Asta Nielsens hemmeligheder finder sted i hendes fornemme Frederiksberg-lejlighed, hvor Asta på den ene side tager os tilbage i tiden til hendes karrieres løbebane, og Lars Schmidt på den anden side tilbage i lejligheden hele tiden skeptisk prøver at grave lidt dybere. Det bliver en ligevægtig styrkeprøve mellem de to, indtil en dag Asta Nielsens tilbagestillede datter træder ind i billedet og vender op og ned på tingene.
For mange bolde i luften
"Afgrunden" er på én gang et godt eksempel på flot og vellykket filmteknik og på en fortælling, der sætter sig på lidt for mange stole. Filmen er som den første danske biograffilm fotograferet i HD format, hvilket stiller ekstra store krav til æstetik, da denne teknik er teknisk begrænset i sig selv. Derfor er det flot, at for den gængse seer med en begrænset 'tekniknørdfaktor' - som undertegnede - forekommer billederne akkurat ligeså flotte som i enhver anden film.
Især tilbageblikkene i Astas Nielsens liv virker i deres sort/hvide udtryk både autentiske og underholdende. Endnu stærkere bliver disse erindringer takket været Vivian Nielsens overbevisende skuespillerpræstation som den unge Asta Nielsen. Måske netop fordi disse tilbageblik virker så godt, bliver det for meget, at vi udover parallelhandlingen i lejligheden med den gamle Asta, også skal tage stilling til Lars Schmidts tiltagende problemer på hjemmefronten med hans kæreste. Springene mellem de tre verdener, bliver til tider lidt for rodet, og man ved ikke rigtigt, hvori nødvendigheden i hans privatliv ligger.
Hyldest eller hån?
Torben Skjødt Jensens "Afgrunden" sætter gang i nogle tanker og ikke mindst nogle ret væsentlige spørgsmål. Han ønsker at skabe en fortælling om den hemmelige Asta Nielsen og lægger ikke skjul på hans overbevisning om, at tingene forholder sig anderledes, end den historie Asta Nielsen selv vil kendes ved. Hun fortæller selv om sit uovertrufne talent og sin viljestyrke, men vi præsenteres for en Asta, der blev hånet af sine omgivelser og ikke blev værdsat for sit talent men mest af alt for sine kvindelige attributter. Man kan ikke lade være med at spørge sig selv om, hvad instruktørens intention egentlig er. "Afgrunden" er ikke en kærlig hyldest men nærmere en afmystificering af alle tiders store filmdiva. Måske er dette netop pointen: At også verdens første celeberty kendte til berømmelsens fatale bagside.
Foto: Bjarne G. Hermansen
