Romanen "Fuglebal" af Mette Winge er en medrivende, historisk roman, der kredser om Griffenfeldts fald. Det er den enarmede historiker, Thomas Ender, der 30 år senere gennem sine samtale med de overlevende vidner forsøger at finde frem til sandheden om rigskansleren - var han landsforræder eller offer for en intrige? Ender ser allerede sin berømmelse for sig og overser helt den fare, han er ved at begive sig ud i.
Historien om Griffenfeldt
Romanen begynder i 1706, hvor historikeren Thomas Ender endelig har opgivet sit store projekt: Et epokegørende værk om tidligere rigskansler Griffenfeldt og hans fald. Herfra springer vi til 1702, hvor Ender tilfældigt støder på den historie, der skal optage ham de næste fire år, i et glædeshus - hans yndlingsprostitueredes moster har været pige for Magdalene Sybille grevinde Gersdorff, Griffenfeldts mest trofaste elskerinde, der blev forvist sammen med ham. Den gamle tjenestepige er døende, og kan derfor ikke nå at fortælle ham alt, men hun overdrager ham de breve, den ulykkelige grevinde skrev, og som Griffenfeldt aldrig modtog.
Herefter går det slag i slag med de aldrende vidner, der snart begynder at opsøge Ender. Gennem dem hører vi om vinhandlerens søn, den geniale Peter Schumacher, siden kendt som Griffenfeldt, der bliver kongens højre hånd og rigets (næst-?)mægtigste mand, hans kreds af elskerinder, de såkaldte agerhøns, og den frygtelige "spøg" 1676, hvor Griffenfeldt iklædt ligdragt står på skafottet, hvor han i allersidste øjeblik bliver benådet - og i stedet idømmes livsvarigt fængsel for majestætsfornærmelse. Men Enders undersøgelse bliver også bemærket i de højere kredse, og de, der bevirkede Griffenfeldts fald 30 år tidligere, er ikke interesserede i at sandheden nu kommer frem.
"En barokroman"
Historien indledes temmeligt brat med Thomas Enders overvejelser, skrevet i et påtaget gammeldags sprog, der ikke virker gennemført. Udtryk som "genegenhed", "gewöhnlig", at "vomere", eller "det kvælder" står i stærk kontrast til sproget i øvrigt og virker derfor kunstigt, indtil man har vænnet sig til tonen. Det er selvfølgelig meningen, den skal understøtte tidsbilledet og gøre det nemmere for læseren at tro, at her taler en mand fra begyndelsen af 1700-tallet, at der altså med andre ord er tale om en "barokroman", som Mette Winge også selv kalder den. Der er desuden i starten masser af henvisninger til personer og begivenheder, læseren endnu ikke kender til. Først efterhånden, som fortællingen skrider frem, bliver det muligt at stykke historien sammen, og når man er nået så langt, er den virkelig spændende.
Rent stilistisk består historien af tre meget forskellige værker: Thomas Enders fortælling med de forskellige vidneudsagn og hans egne fortolkninger heraf, grevindens breve og dagbogsnotater, skrevet under hendes forvisning og endelig, placeret som epitaph til hvert afsnit, Jacob Worms digt "Lychens ubestandigheds Speyl" fra 1675, der netop handler om Griffenfeldts ufortjente fald. Det er sidstnævnte, der indfører fuglemetaforikken, med Griffenfeldt som den misundte grif, kongen som den misledte ørn, og resten af hoffet som alle mulige andre fugle. Der veksles systematisk mellem disse tre former, og først et godt stykke hen i historien bliver det tydeligt, hvem de to andre skrivere er, og hvad deres rolle er. Det er lidt af en aha-oplevelse, hver gang nogle brikker således falder på plads, og det er både stimulerende og ansporende.
Tidsånden og tidens ånder
Et af de mest spændende elementer i Fuglebal er chancen for at komme tæt på nogle meget store, historiske personligheder, såsom digteren Thomas Kingo, der viser sig at være noget af en tøffelhelt. Justitsråd, dommer og politimester, Ole Rømer, viser sig filosofisk anlagt, og hans tanker om død og forgængelig er et tidstypisk billede på barokkens overklasse. Men også underklassen kommer til orde, nogle mere ubehjælpsomme end andre. Det drejer sig først og fremmest om tjenestefolk, der er blevet truet og manipuleret af den frygtindgydende Trolle og hans hemmelige politi. Det er dog i de små, sideløbende bemærkninger, man for alvor fornemmer tidsånden, som når det bemærkes om en af agerhønsenes mænd, at han kun vasker sig til jul og sankthans. Det lyder grotesk i dag; men i bogen fremstår det ikke som usædvanligt, derimod virker det ekstravagant, at en anden agerhøne vasker ansigtet flere gange om ugen!
Fuglebal har den fejl, som næsten alle historiske romaner har: Det er ikke til at blive klog på, hvor meget, der er ren fiktion, og hvor meget der er sagn, rygter og fakta. Dette er selvfølgelig blot en negativ måde at sige på, at romanen virkelig formår at vække en historisk interesse og nysgerrighed omkring flere af de beskrevne personer og begivenheder. Også den fiktive Ender formår at gribe, omend efterordet, der beskriver hans videre skæbne virker påklistret og unødvendig. Alt i alt en lille perle, der indeholder alt fra historiske gåder og ømme kærlighedserklæringer til kriminalistiske forfølgelsesscener, intriger og magtmisbrug af personer, der er hævet over loven.
Køb eller bestil bogen hos bog&idé
Mette Winge: FuglebalGyldendals Forlag, 2. udgave
Sider: 264
Udgivelsesdato: 16. marts 2004
ISBN: 87-02-02767-4
