Masterclass. Ingen dansk oversættelse rækker - men vi har taget begrebet til os som vores eget; en undervisning af få udvalgte, foretaget af mesteren inden for faget. Rialto Teateret, der altid har levet op til en uudsagt forpligtelse om at indføre revl og krat i kulturen, havde denne søndag inviteret Karen-Lise Mynster i rollen som mester til at undervise en håndfuld kropumulige amatørskuespillere. Der stod Tjekov på programmet.
Mesteren var Karen-Lise Mynster. Og mesteren viste sig som noget af det allerførste at være et menneske blot, der ganske som en håndfuld andre gæster var blevet 'forsinket' af sommertiden. "Karen-Lise er oppe og netop kommet ud af badet," lød beskeden til de fremmødte på Rialto Teater ved søndagens masterclass. Som myreflittige studenter havde vi alle fotokopier af Tjekovs Tre Søstre fremme sammen med kuglepenne, hjemmegjort kaffe og madpakker. Enkelte svedte behørigt i håndfladerne og var lige den tand ekstra nervøse og spændte end os andre, som vidnede om, at de var dagens prøveklude udi berømte roller som Masja, Irina, Olga og Anfise.
Det af Karen-Lise Mynster valgte stykke - Tre Søstre - er både taknemmeligt og hundehamrende svært at håndtere for de forventningsfulde skuespillerspirer. Stykkets spænding består i at portrættere søstrene forskellige og dog af samme æt. Der er ingen 'rigtig' fortolkning, som Karen-Lise Mynster gjorde opmærksom på, og det er derfor, Tre Søstre altid er se-værdig; skuespillet er altid nyopført, så længe besætningen er ny. Søndagens besætning var mere end ny og i høj grad amatører, så der var rigeligt for mesteren at tage fat på under sin class.
Karen-Lise Mynster indledte søndagens lange program med en gennemgang af sine mangeårige erfaringer med skuespillets arbejdsproces. Hvor går man hen for inspiration, evt. hvor langt og præcis hvor irriterende kan en instruktørs eller scenografs indflydelse være? Uden at miste publikumsforbindelsen eller referencen til dagens Tjekov-drama viste Karen-Lise Mynster, hvordan man under sin forberedelse kan betragte de store maleres billeder og derigennem få indsigt i stemningsbilleder og positurer, der måske kan bruges som en slags overførsel til den situation, der er skuespillerens forberedelse og styrke. Et indre skatkammer af latent viden, som er skuespillerens stærkeste våben. Endda en tur til Edward Munch-museet i Oslo blev foreslået som et muligt glughul ind til sindets dybder.
Selve bearbejdningen af de unge amatørskuespillere forgik absolut topprofessionelt og nænsomt. Scenerne var lært udenad, men ganske uden den erfarne skuespillers refleksionsniveau eller mindste spekulation over tekstens egentlige udsigelse. Karen-Lise Mynster tog sig god tid til at indføre ungdommen i Tjekovs spidsfindige univers, ligesom hun - uden at jeg kan gengive den fabelagtige metode hér - formåede at plante enhver forbedring som bevidstheden om en mulighed, der kunne udnyttes, således at den enkelte i eget tempo kunne tage ejerskab over forfinelsen. Niveauet højnedes langsomt, hvormed idéen om en masterclass blev både retfærdiggjort og beviste sin effektivitet.
Applaus til Karen-Lise Mynster og Rialto Teateret for initiativet og - nå ja, de unge håbefulde for at have været udstillingsobjekter med liv og sjæl i timevis!
Se arrangementer på Rialto Teatret.
