Under læsningen af Jørgen Knudsens afsluttende dokumentar over Georg Brandes liv fra han er 72 år (1914) til døden henter ham som 85-årig, kommer man uvægerligt til at tænke på Jens Jørgen Thorsens udsagn "Jeg maler for at få fisse." Måske er det seneste evolutionsværk Det Generøse Menneske, der påvirker læsningen af Uovervindelig taber, måske er det den overflod af visdom, kampgejst og ikke mindst evnen til at tiltrække den 40 år yngre Gudrun Ring, som overbeviser om, at Georg Brandes energi var møntet på tiltrækning. Tiltrækningen af kvinder, intellektuelle, statsmænd og filosoffer ligner derfor også et menneskeligt fluepapir, som rækker meget længere end til "at få fisse." Brandes er åben for alle!
Vor verdensberømte åndsaristokrat Georg Brandes var glødende tilhænger af fremskridtet og mente, at individualisme og ensretning blev voldsomt truet 'fra oven af en bismarcksk centralisme og fra neden af socialistisk flokmentalitet og misundelse, men overalt af en fordummende dagspresse.' Siden 1979 har den geskæftige litterat og underviser Jørgen Knudsen arbejdet sig arkæologisk ned i alt kildemateriale, der er forbundet med Georg Brandes, og det er der kommet fem kronologiske udgivelser på i alt otte bind ud af - sidste bearbejdning af den afsluttende periode fra tænkerens liv er netop udkommet under den konkluderende titel Uovervindelig taber. Et af de påtrængende spørgsmål, som Jørgen Knudsen formår at stille med sit gigantværk, er, om ikke Brandes kunne være en renæssance værd i dag? Fremskridtet bremses fortsat af nationalegoisme, autoritetstro og fordummelse hér 100 år efter Brandes, men mental evolution tager tid, mental evolution tager tid.. Derfor står Jørgen Knudsen og Gyldendals udgivelser også som andet og mere end blot litteraturhistorie.
Den omfattende brug af alle kilder fra publikationer over dagbøger til breve giver et meget detaljeret, nærmest mikroskopisk beskuende billede af legenden. Det vil være ukorrekt at sige, værket fortaber sig i detaljen, men måske drukner Brandes selv i personlighedsportrættets forgreninger. Var Brandes en ukuelig idehistoriker eller vrissen knag, der førte lister over 'landsforrædere'? I hvert fald må verdens kollektive selvmord begyndende i 1914 have været blandt de hårdeste slag for den aldrende idealist, der kæmpede så indædt mod det smålige, skinhellige og imperialistiske. Og i denne fortolkning tager Jørgen Knudsen gerne over, hvor Brandes slipper. Eksempelvis drister forfatteren sig til denne realpolitiske kommentar:
"Uden Hørup, brødrene Brandes og Politiken (og uden den stædige Estrup!) kunne landet være havnet i en smålig, ondsindet og selvretfærdig bonde- og højskolereligiøsitet, siden forstærket med Indre Missions intolerance.. Vist formåede nationalkristne ayatollaher at styrte Europa i krig, men endegyldigt vandt de jo alligevel ikke. Når fascismen siden trods alt kun vandt magten fredeligt i to europæiske lande, og når Søren Krarup ikke er dansk statsminister i dag, så har den frisindede oplysning, som Brandes var talsmand for, en del af æren. Han fik ikke indført det bedste, men han var med til at afværge det værste."
Den omfattende humanistiske forskning, som Jørgen Knudsen med sit 24-årige har fået gjort tilgængeligt for lægmand såvel som fagfolk, er imponerende og tiltrækkende - ganske som hovedrolleindehaveren selv. Et manifest over en ideologisk tidsalder, som endnu hverken er begyndt eller afsluttet på trods af vores selvopfattede 'modernitet'.
Køb eller bestil bogen hos bog&idé
Jørgen Knudsen: Uovervindelig taber
Gyldendals Forlag
Sider: 728 sider
Udgivelsesdato: 3. april 2004
ISBN: 87-02-01349-5
