Trine Dyrholm er for tiden at se i den tyske film "Bungalow", en dogmeagtig film med masser af tavshed og liden skønhed. Hovedpersonen Paul er dybt usympatisk og hans handlinger, der er uden omtanke for konsekvenserne, er langt hen ad vejen uforståelige. Desværre formår den aldrig helt at gribe, Paul bliver ved med at være fremmed, og man kan ikke lade være med at undre sig over, hvad der er filmens pointe.
Tavst, tresproget dogme
Filmen Bungalow er blevet belønnet med adskillige priser, men jeg kan ikke ryste mistanken af mig, at man udelukkende er faldet for dens fundamentelle forskellighed fra mainstream film: Det er befriende med en film, hvor tilskuerens koncentration ikke bare konstant stimuleres med irrelevant action og feel-good musik. Men derfor er det vel ikke en kvalitet i sig selv, at der næppe tales mere end tyve ord på halvanden time. Konceptet, der minder meget om dogme, med naturlige og usminkede, dvs. grimme mennesker, er trods alt set før.
Filmen foregår skiftevis på tysk, engelsk og dansk, så den er naturligvis forsynet med nogle undertekster, der dog ikke er særligt vellykkede. På tysk er tonen hverdagsagtig og afslappet med halve sætninger og knappe formuleringer, der på dansk bliver til misvisende høflighedsfraser, som står i grel kontrast til det afslappede miljø.
Fåmælt antihelt
Vi følger rekrutten Paul, der med en næsten apatisk mangel på dramatik deserterer. Manglen på handlekraft er symptomatisk - han stikker ikke af, han lader blot være med at dukke op. Og han prøver ikke at gemme sig for MP'erne men tager hjem til sine bortrejste forældres bungalow, hvor de naturligvis kommer og leder efter ham. Han forsøger ikke engang at bortforklare eller undskylde, og når han lyver for f.eks. sin bror, så er det blot for ikke at skulle svare på spørgsmål og forholde sig til sin faneflugt. Samtidigt prøver han på ingen måde, at broderen skal forstå ham, tværtimod provokerer han ham efter bedste evne. Begreber som rigtigt og forkert ligger ham så fjernt, at han nærmest virker psykopatisk.
Han er lige nået frem, da broderen Max ankommer med sin danske kæreste Lene, spillet af Trine Dyrholm. De er ved at smide tøjet i haven, da de opdager, de ikke er alene, og Paul har svært ved at glemme synet af Lene. Hun er på alle måder en kontrast til livet i den stagnerede landsby: hun er køn, smilende og hun snakker med folk. Hun er den eneste, der prøver at tale med Paul og forstå ham, og det er bl.a. derfor, han forelsker sig i hende. Det holder ham ikke tilbage, at det er broderens kæreste, og han skænker det heller ikke en tanke, at han sætter hende i en ubehageligt position.
Godt skuespil
Skuespillerne er i høj grad overladt til dem selv i denne film, og de gør det rigtigt godt. Det er bemærkelsesværdigt, at Lennie Burmeister, der spiller Paul, slet ikke er skuespiller men professionel skateborder. I hvert fald er han rystende troværdig som denne mærkelige skabning, der dybest set er ligeglad med alt og alle - bortset fra at han vil i seng med Lene. Han keder sig gudsjammerligt i den kedelige soveby med de kedelige provinsboere. Hans kæreste Kerstin, spillet af Nicole Gläser, kan ikke måle sig med Lene i kvindelighed, men hun er trofast mod ham og forsøger at hjælpe ham på sin egen, lige så fåmælte facon.
Trine Dyrholm er lidt en kliché på den åbne og frisindede skandinavier: Lækker, lyshåret og nem at få i kanen. Netop derfor virker figuren Lene ikke overbevisende, selvom Dyrholm spiller godt. Man forstår aldrig helt hendes sympati for Paul, men den er med til at gøre Paul en smule mere menneskelig og sympatisk. Devid Striesow spiller den velmenende Max; men jo mere, han prøver at hjælpe Paul, desto stædigere holder denne fast i sit (anti-)oprør.
Bungalow er dybest set en usminket fortælling, der handler om folk, der keder sig, og resultatet er desværre, at publikum gør det samme.
Se spilletider.