Ville det ikke være det perfekte mekka for turister, hvis nu Afrika blev omdannet til én stor forlystelsespark? Med safari, rigtig jagt på vilde dyr og smilende tjenere overalt? Måske ville det egentlig være bedre helt at afskaffe Afrika, så vi kunne slippe for al den elendighed og sygdom, som Afrika konstant minder os om? Disse muligheder er to af de bud på Afrikas fremtid, som teaterstykket Afrikas Stjerne leger med. Afrikas Stjerne, der i disse bryllupstider kan opleves på Bådteatret, er tredje forestilling inden for teatrets tema denne sæson, som er næstekærlighed - Caritas. Forestillingen kan bedst betegnes som en satirisk-ironisk kommentar til, hvor langt vores næstekærlighed overfor Afrika rækker. For når det kommer til stykket, er et samvittighedspålæggende girokort til lille Mubutu i ny og næ essensen af vores anstrengelser for vores fædrene ophav og i dag alverdens sygdommes paradis? Det er i hvert fald den essens, man kan trække ud af budskabet i dramatikeren Christian Lollikes og instruktør Tue Bierings syn på den hvide mands ulandsvilje.
På dogmeagtigt lavbudget og i samarbejde med forestillingens kun tre skuespillere Thomas Corneliussen, Mads Wille og Roger Matthisen, præsenteres vi for fire parallelle vinkler. Alle vinkler konfronterer os på hver deres måde med en 'god vilje' set fra vestlige øjne men følt på afrikanernes egne kroppe en indblanden med nogle i alle tilfælde barske konsekvenser til følge. Hvad enten det er velmenende safariturister på jagt efter 'det sande Afrika', den idealistiske nødhjælpsarbejder i evig fordømmelse mod den grimme korruption, partimedlemmet, der i idealismens ånd, vil eliminere problemet i stedet for at løse det og endelig lægen, der påtager sig rollen som gud, i sin tvungne udvælgelse af de, der fortjener den strengt økonomiserede medicin, så tegnes der et skræmmende spejlbillede af vores ulandssyn. Viljen til at tage et seriøst ansvar, gøre en mærkbar forskel, efterlades konsekvent med et stort rungende spørgsmålstegn.
Bådteatrets rammer kunne ikke have været mere passende til lige netop denne problematik. Med en lille nærmest klasseværelsesintim scene, minimal brug af rekvisitter og scenografiske effekter bliver oplevelsen så 'skrabet', at det kun er indholdet, der fylder. Man kommer ikke uden om budskabet, da den primitive opsætning med den skarpe kritik, tvinger os til at tage stilling til vores eget mørke inderste - og indstillingen til vores næste. Sammenlignet med det overdådige medieomgærdede show Simon Spies fremstår Afrikas Stjerne som teaterstykkernes fattige uland, hvor førstnævnte overrumpler med en power, som var det Bush's USA. Men hvor Simon Spies er til for at kunne flygte fra den kedelige virkelighed, så er Afrikas Stjerne til for modigt at spejle os i vores verdenssyn - og Bådteatret fortjener den dybeste respekt for dette. Der er kun tilbage at konstatere: vil du have indpakning i discountklasse og samfundskritisk satire i stjerneklasse, så forkæl dig selv og kæresten med Afrikas Stjerne.
