Bare fordi man fylder 76 år og lider af prostata og bronkitis, behøver man ikke sidde og stirre ud af vinduet og vente på, at døden langsomt kommer og snapper livet fra en. I hvert fald ikke hvis man er "Franda" og hovedpersonen i den tjekkiske instruktør Vladimír Micháleks lille filmperle "Blomstrende Efterår/"Babi Leto".
Kunsten at leve
Frantisek "Franda" er lige fyldt 76 år og elsker sin praktiske og evigt bekymrede kone, der sammen med sønnen har vældig travlt med at planlægge deres begravelse ned til mindste detalje. Franda derimod har mere travlt med at leve livet fuldt ud sammen med sin bedste ven og jævnaldrende, skuespilleren Eduard. I stedet for at opføre sig acceptabelt og 'gammelt', som alle de andre, tager de to venner rundt og udgiver sig for diverse vigtige personer i form af højtstående kulturpersonligheder, grever eller togfuldmægtige. Lystløgne der giver dem følelsen af ungdom, eventyr og uanede muligheder endnu en dag. Men det ubekymrede liv og flugten fra alderdommens begrænsninger tager en uventet drejning en dag, og snart må også Franda modstræbende sande livets mere alvorlige sider.
Instruktør med anerkendelse
Det er givetvis ikke en ren tilfældighed, at Øst for Paradis (Århus) og Vester Vov Vov (Kbh.) vælger at sætte Vladimír Michálek på plakaten med Blomstrende Efterår (2001), da hans spillefilm hidtil har nydt overvældende anerkendelse og prisbelønninger ikke mindst i hjemlandet. Besidder Vladimír Micháleks øvrige film bare tilnærmelsesvist noget af den hverdagsbundne magi og hjertevarme portrætteringer som Blomstrende Efterår gør det, så er hans anerkendelse mere end fortjent.
Efterårets filmoplevelse til de voksne og de meget voksne
Blomstrende Efterår forstår at ramme lige ned i livets måske mest alvorlige og skræmmende fase, som det for de fleste er, når tanken falder på vores livs ende. Men samtidig med, at vi konfronteres med det uundgåelige, bekræftes vi endnu stærkere i livets vidunderlige sider og mange muligheder gennem spasmageren Franda og hans dybe venskab. Filmen er fuld af både humor og eksistentialistisk alvor. Hovedpersonerne er så rørende velspillede, at man helt uforvarent suges ind i filmens handling og overgives til både latter og tårer.
Blomstrende Efterår er for de voksne og de ældre og i alle tilfælde for de, der også gerne vil mærke fornemmelsen af blomstrende efterår helt ned i maveregionerne. Undertegnede kan i hvertfald næsten ikke vente med at hive både min kæreste og min farmor med ind i biografens altid overraskende mørke.
