"Den modvillige drage" er titlen en ganske vidunderlig billedbog, der tilføjes en helt særlig charme af Inga Moores dejlige tegninger. Det er også Inga Moore, der har forkortet Kenneth Grahames oprindelige historie om den blå drage, så den passer til billedbogsformat.
Historien handler om en hyggelig og fredsommelig drage, der har slået sig ned i nærheden af en lille landsby. En kvik dreng, der har læst en masse eventyr, er den eneste, der tør at snakke med dragen, for de fleste tror jo, at drager er farlige dyr. Da der kort efter kommer en frygtløs ridder, dragedræberen St. Georg, til landsbyen for at befri den fra den frygtelige drager, der plager den, er der ingen, der tænker på, at dragen på ingen måde har generet nogen. Fortvivlet prøver drengen at overtale dragen til at flygte men det ser den ingen grund til. Altså må han prøve at snakke ridderen til fornuft, men selvom ridderen godt kan se, hvad drengen mener, tillader hans ridderære jo ikke, at han blot vender om.
Der er altså spænding nok i bogen, uden at den dog bliver for uhyggelig for de små. Samtidig moraliserer den over emner som venskab og hvorfor man ikke bør dømme folk (eller drager) på deres udseende. Det kunne muligvis være blevet trættende, hvis ikke det havde været for de pragtfulde billeder af den skællede blå drage og den pittoreske landsby. St. Georg har en temmelig stor lighed med Prins Valiant med sit skarpt afklippede (her dog blonde) pagehår og rosenrød mund og kinder, mens drengen godt kan minde om Peter Plys' Jakob. De drabelige kampscener vil sikkert begejstre de fleste, men der er også idylliske billeder, hvor dragen sidder midt i naturskønne områder.
Den modvillige drage er en dejlig lille bog, der både kan sætte gang i fantasien og lære de små ikke at være alt for fordomsfulde over for det ukendte.
Køb eller bestil bogen hos bog&idé
Kenneth Grahame: Den modvillige drage
Gyldendals Forlag
Sider: 60
Udgivelsesdato: 06.08.2004
ISBN: 87-02-02832-8