Tirsdag 19.10 var der premiere på Tue Bierings nyfortolkning af Schillers mere end 200 år gamle "Røverne" i Turbinehallerne. Her skildres med en masse morsomme og filmiske effekter, hvordan kampen for frihed og kærlighed efterlader alle som tabere, når man lader målet hellige midlet.
Historien kredser om familien Moor: den gamle fader, Maximilian, fortolket blændende af Henning Jensen, og hans to sønner, den elskede Karl og den foragtede Frans. En stor del af handlingen udløses netop af Frans' skinsyge på broderen, der elskes uforbeholdent af både faderen og den skønne Amalia. For at vinde hende narrer han faderen til at forstøde sin ulydige søn og bilder dem senere ind, at denne er død i krig. Men der er stadig ingen, der holder af Frans, og han udvikler sig derfor til en hård og grusom herre. Imens har Carl i fortvivlelse over faderens beslutning vendt samfundet ryggen og slår sig løs som leder for en flok røvere og mordbrændere.
Henning Jensen spiller den gamle Moor, men det er først, da han er komplet nedbrudt, han for alvor viser sit skuespiltalent. Med lidelsen malet i ansigtet og en masse nervøse trækninger gjorde han et stort indtryk. Ken Vedsegaard var overbevisende som charmerende slyngel, men manglede måske lidt nuancer i det komplicerede forhold til sin familie og Amalia. At man til hendes svære rolle havde valgt skuespillerelev Nukaka Coster Waldau, kan måske undre lidt, og man kan ikke lade være med at spekulere på om det måske er efternavnet, der har hjulpet hende på vej. Hun er bestemt ikke uden talent, men måske ikke helt klar til så stor en rolle endnu.
Til gengæld var Mads Wille fremragende som den uelskede, nørdede lillebror; både udstråling, kropssprog og replikker fungerede eminent. Morten Suurballe var som altid morsom i rollen som den firkantede Herman, mens han ikke var helt så overbevisende som forhandler. Endelig var der hele Carls røverslæng, hvor især Thomas Bendixen og Carsten Bjørnlund vakte opmærksomhed.
Røverne er sat op med forskellige små tricks, man bedst kender fra film, som f.eks. en vusj-lyd, når flere folk vender hovedet samtidigt, eller fastfrysning af resten af scenen for at høre en af karakterernes indre monolog. Selve scenebilledet er ganske enkelt, gråt og farveløst men med masser af bevægelse - for stor del takket være de biler, der kører ind og ud af scenen. Også rent musikalsk har man villet skabe afveksling med så forskellige akkompagnementer som Rammstein, Freddy Breck og Count Basie. Af disse virker Rammstein på papiret måske mest malplaceret, men det virkede faktisk rigtigt godt, når der f.eks. drønede "Mein Herz brennt" i baggrunden, da Carl modtager faderens (falske) brev.
Selvom det næppe er sæsonenes mest fermragende skuespilpræstationer, er det et godt og gennemtænkt koncept, som bestemt er værd at se.
Se spilletider.
Fotograf: Thomas Busk
