Gruppe 38´s børneforestillinger er hovedsagligt minded for skoleklasser, hvorfor de fleste af forestillingerne foregår om formiddagen. Til premieren på H.C. Andersens "Den lille pige med svovlstikkerne" deltog indtil flere skoleklasser og det var i sig selv en udfordring for de medvirkende.
Vore dages skolebørn er et kræsent publikum og der var efter forestillingen mange forskellige meninger om forestillingen:
En var skuffet over at det ikke var et rigtigt skuespil med en lille pige, men at Bodil Alling bare fortalte historien. En lærer forklarede den pågældende elev, at det jo var en meget vanskelig historie at spille som skuespil, fordi det meste foregår i pigens hoved, således at skuespillet bare ville være en pige, som sad op af en mur og strøg tændstikker.
En anden elev synes ikke at det var særligt sjovt. Drilleriet mellem Bodil Alling, Jakob Kirkegaard og Søren Søndberg var sjovt, men ikke resten, "men det er jo heller ikke meningen at det skal være en sjov historie" fik hun at vide.
Ellers var der delte meninger, nogle synes det var kedeligt, andre at det var godt, nogle tredje at det havde været sørgeligt.
Det kræver, at børnene har en vis modenhed, for at de får nok ud af stykket. De tre medvirkende prøver at ruske lidt op i tingene ved at klovne lidt rundt ind i mellem, til stor morskab for børnene. Man skal dog nok være voksen for at forstå, at Jakobs modvilje mod at høre historien er et billede på almindelige menneskers modvilje til at se og hjælpe dem i samfundet, der ikke har det så godt.
Stykket er en god fortælling for de lidt større børn, men kræver at man snakker med dem op oplevelsen og hvad de har fået ud af det bagefter.
Den lille pige med svovlstikkerne spiller på Gruppe 38 fra 30. november til 18. december. Se spilletider.