Fler nyheter

 
Litteratur
Nem mad uden kulhydrater

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Nem mad uden kulhydrater
To 9 dec 2004

Slankekure med masser af fedt og næsten ingen frugt er ikke længere noget særsyn. Alligevel kan det være rart at få forklaret principperne bag samt få forslag til hvordan man overholder det i praksis, uanset om man trænger til at smide nogle kilo eller bare forsøger at være bevidst om sin kost. I så tilfælde er"Nem mad uden kulhydrater - en slankebog" et glimrende udgangspunkt.

De første knap 70 sider bruges på at forklare kurens principper, der kort fortalt er at øge fedtforbrændingen og mæthedsfornemmelsen ved indtagelse af en kulhydratfattig kost, der desuden stabiliserer blodsukkeret, hvilket igen formindsker sultfornemmelsen. Man skal med andre ord mæske sig i kød og droppe kartofler, franskbrød og søde frugter - en tanke, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Der er tale om en revideret Atkins-kur, hvor man trods alt prøver at undgå unødvendigt fedt og bibehold så mange grønsager som muligt, så opskrifterne passer ind i en sund livsstil. Inger Hvidtfeldt advarer dog læseren mod visse indledende vanskeligheder, såsom sult og irritation de første 5 dage og i nogle tilfælde forstoppelse.

Dette er dog kun begyndelsen på en endeløs indledning, der har mange interessante pointer, men som næppe mange orker, at kæmpe sig igennem. Der er f.eks. svar på de bekymringer, som mange har, for hvorvidt en sådan kur ikke er decideret usund og undersøgelser, der sammenligner denne kurs effektivitet med en mere gængs lavkalorie - resulatet er, at man med denne kur får resultaterne hurtigere, men efter 12 måneder står det "lige". Der er også gode råd til, hvordan man holder den hårdt tilkæmpede vægt med en ny kostpyramide og et glimrende 15-minutters motionsprogram. Der er ikke noget revolutionerende over sidstnævnte, men man får rørt hele kroppen, og da det hverken kræver meget tid eller forberedelse, er der ingen undskyldninger for ikke i det allermindste at få rørt sig det kvarter dagligt.

Personligt synes jeg, opskriftsdelen er, hvor det bliver interessant. Morgenmaden kan næsten ikke undgå at virke lidt kvalm med sine æg og bacon i et hav af variationer, når man tænker på, at det skal være hver dag i en periode, men heldigvis er der også mulighed for forskellige mejeriprodukter, grape osv. Det er lavet meget pædagogisk og prøver sådan at nå ud til de folk, der aldrig har set et køkken før. Når man når frem til frokostretterne, begynder det at blive delikat med en række gode salater iblandet en masse syndige herligheder, såsom masser af ost eller bacon. Både her og ved middagsretterne, er der en masse herlige fiskeretter, ud fra ideen om at en fed fisk giver den sundeste form for fedt. Der er også en række grundopskrifter på brød og pizza, så man ikke helt behøver at give afkald på det, som nok er hjørnestenen i de fleste danskeres mad.

Middagsretterne indledes med en masse kål, som nok kan skræmme nogle, men blader man videre, dukker der pludselig en masse lækkerier op, som Ostegratinerede pandekager med chilifyld eller Rødspættefileter med pestosquash. Hoveddelen af opskrifterne er nemme at følge, overkommelige i pris og ganske lækre (selvom jeg stadig savner min kartoffel eller ris til). Et fabelagtigt træk ved denne kur er, at man endda har lov til at spise dessert - primært is eller sorbet, men også en enkelt nøddekage har sneget sig med ind. Man opfordres dog til stadig at holde øje med dagens samlede kulhydratindtag.

Bogen virker grundigt gennemarbejdet og er opbygget meget pædagogisk, så man ikke behøver at sidde og tælle kulhydrater selv men blot kan nøjes med at følge Benny Pedersens opskrifter. Jeg må indrømme, jeg synes, en stor del af en kogebog er dets madfotos, og det vil aldrig helt lykkes mig at begribe, hvorfor så mange kogebøger nedprioriterer dette. Allerede i boghandlen står man jo og kigger på, hvor indbydende opskrifterne ser ud. Derfor synes jeg, det er en mangel, at der kun er samlet en lille stak papirer i slutningen, hvor man kan se en del af opskrifterne - disse ser så til gengæld også meget lækre ud. Bogen afsluttes med en alfabetisk liste over kulhydratindholdet i en lang række fødevarer, så man kan fortsætte stilen, også efter man er færdig med kuren.

Køb eller bestil bogen hos bog&idé

Inger Hvidtfeldt og Benny Pedersen: Nem mad uden kulhydrater - en slankebog
Forlag: Aschehoug
Sider: 191
Udgivelsesdato: 26.10.2004
ISBN: 87-11-16808-0