Han har længe mænget sig med de tunge drenge i dansk film. Han har nemlig klippet film for så prominente instruktørnavne som Lars Von Trier, Thomas Vinterberg og Jørgen Leth, hvilket for længst har slået Jacob Thuesens navn fast som en Danmarks mest talentfulde filmklippere.
Nu er Jacob Thuesen godt på vej mod stjernerne igen denne gang som debuterende spillefilmsinstruktør med psykodramaet "Anklaget". De klippelystne fingre er blevet dirigeret om bag kameraet, men med danske darlings som Troels Lyby og Sofie Gråbøl i front, er de store navne der stadig.
Ubarmhjertig anklage
Henrik (Troels Lyby) er den sympatiske familiefader, der på alle måder levet et tilsyneladende velfungerende og normalt liv med sin kone (Sofie Gråbøl) og teenagedatter (Kirstine Rosenkrands Mikkelsen). Han er lykkelig gift, nyder sit arbejde som svømmetræner, joker med kollegaen, sipper et glas rødvin i ny og næ og synes, hans kone er noget af det smukkeste, der findes.
Det eneste skår i rækkehusidyllen er, at datteren Stine holder sig for sig selv og virker indadvendt. Stine spreder ubehagelige rygter om sine forældre i skolen, og skolepsykologen indkalder bekymret Henrik og hustruen Nina til møde. En dag anklager Stine sin fader, for det værste man overhovedet kan forestille sig over for skolepsykologen, og Henrik bliver hentet af kriminalpolitiet på sit arbejde. Mareridtet begynder. Henrik ryger i isolationscelle, og uden at være dømt for noget mærker han hele samfundets forhåndsbestemte dom, mens han kun kan tænke, hvorfor Stine gjorde, som hun gjorde.
Hitchcock på dansk?
Anklaget, der er efter manuskript af Kim Fupz Aakeson, er et psykologisk drama og sammenlignes i dens stil med gysermester Hitchcock. Hele filmen opleves gennem den anklagede Henriks øjne, hvilket må siges, at fungere rigtig godt. I et langsomt og stilsikkert tempo følger vi de sikre værdier omkring Henrik falde til jorden, lige fra hans arbejde, til omgangskreds til selv hans egen kone Nina, der et kort øjeblik tvivler, men ellers bakker ham trofast op hele vejen.
Man tvivler ikke et øjeblik på Henriks oprigtighed, og kan ikke lade være med at hade den ubarmhjertige datter, den uansvarlige skolepsykolog og den beskikkede forsvarer. Især Henriks oplevelse af hele fængsels- og retssystemet virker stærkt. Indlevelsen i Henriks verden, bliver yderligere forstærket af, at man først meget sent i filmen får sat ansigt på datteren - og det endda på en tv-skærm i retssalen. På den måde bliver det meget svært at føle med den ansigtsløse datter, der hurtig bliver ond anklager.
Skuespillerpræstationerne er i top, og Lyby er i særdeleshed blændende i sin uskyldsrolle. Man kan ikke forestille sig nogen ondskab i den blide mand.
Eneste lille, men ikke ubetydelige, irritationsmoment, der opstår undervejs hos undertegnede, er den fuldstændige manglende stillingstagen til de retsmedicinske beviser under retssagen, hvilket man skulle tro var afgørende i sådan en sag.
Ikke ringe endda!
Ud over, at Jacob Thuesen faktisk kan være stolt af sin spillefilmsdebut, så er filmen oven i købet udtaget til hovedkonkurrence ved Berlin Filmfestivalen, som eneste danske spillefilm ind til videre.
Godt nok er der lidt vej op til Hitchcock endnu, men min konklusion er, at Jacob Thuesen bestemt godt kan sidde med ved Vinterberg og de andre tunge drenges bord.
Se spilletider.
Foto: Ole Kragh Jacobsen
