Fler nyheter

 
Litteratur
Familiehunden

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Familiehunden
Ti 15 mar 2005

Denne bog af Lone Greva er for alle, der gerne vil være klogere på deres hund. Læseren får et indblik i hundens måde at kommunikere på og lærer, hvordan man bedst får integreret sin hund i familien, så både hund og familie vinder ved bekendtskabet.

Bogen giver en baggrundsviden om hundens natur og de forhold, hunden genetisk set er skabt til at leve i, og hvordan man som hundeejer har pligt til at sætte sig ind i hundens måde at kommunikere på for at øge forståelsen og mindske risikoen for misforståelser med menneskets bedste ven.

Undervejs i bogen kan man blive helt svedt af alle de tossede ting, man skal foretage for at "tale" med sin hund og demonstrere for den, at man er i stand til at passe på den. Det er nok de færreste, der har lyst til at smaske, gabe og tale med plastikposer, mens andre mennesker kan se det, men man kan også mene, at en ansvarlig hundeejer skylder sin hund at lære at kommunikere med den på et sprog, den kan forstå, når hunden nu ikke er i stand til at lære dansk.

Ud over det meget informative kapitel omkring hvordan hunden kommunikerer, og hvordan man med meget enkle midler kan gøre dens liv lettere, er der også et afsnit om hvad forskellige hunderacer kræver af stimulanser, da hunden også på forskellig vis skal stimuleres mentalt. Sidst i bogen er der desuden en lang række øvelser, man kan udføre med sin hund og dermed øge dens selvtillid og livsglæde.

Når man er færdig med bogen kan man godt være helt træt af alle de opgaver og al den tid man skal bruge på sin hund, men Lone Greva skriver at det er hendes erfaring at folk bliver så begejstret over resultatet af opgaverne, både ved dem selv, hunden og forholdet mellem dem. at de ophører med at tænke på opgaverne som en sur pligt, der bare skal overstås.

Lone Greva: Familiehunden
Forlag: Gyldendal
Sider: 160
Udgivelsesdato: 15.03.2005
ISBN: 87-02-02214-1