Fler nyheter

 
Litteratur
Aschehougs store bagebog

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Aschehougs store bagebog
On 30 mar 2005

Det er længe siden, jeg har haft fingre i så lækker en bagebog: Flotte billeder, gode beskrivelser, allergivenlige opskrifter og et tilsyneladende endeløst hav af fristelser er, hvad man får, hvis man vover at åbne "Aschehougs store bagebog". Med sine over 500 opskrifter på gode madbrød, hvedebrød, formkager, småkager, konditorkager, lagkager og tærter, henvender denne bog sig til alle, der har lyst til at bage.

Der er en længere indledning med diverse bagetips og oversigter foruden en side med gode råd til allergikere og diabetikere. Er man selv allergiker, vil man måske hellere have en rigtig allergi-kogebog, men man ved jo aldrig hvornår man får besøg af allergikere, og så er det meget rart, også at have den slags opskrifter. Herefter følger så en lang række opskrifter på Madbrød, Kiks og tvebakker, Snegle, boller og wienerbrød, Formkager, Småkager, Konditorkager, Tærter og lagkager. Det siger sig selv, jeg ikke har nået at prøvebage mere end en brøkdel af alle de opskrifter; men at dømme ud fra disse, kan jeg sige, at opskrifterne er gode, grundige og udførlige. Man er aldrig i tvivl om, hvad der er ment, eller hvordan noget skal gøres.

Det jødiske Fletbrød er noget af det lækreste og luftigste franskbrød, det endnu er lykkedes mig at lave, de små Nødde-toscastykker er fantastiske til en gang eftermiddagskaffe, og en lille desserttallerken med f.eks. Pebermyntetoppe, Mokkatrøfler og Brownies er næsten en restaurant værdig. Blandt de opskrifter, jeg endnu har til gode, er det søde Fødselsdagstog, som er en genial variation af fødselsdagslagkagen. Mange opskrifter ledsages af forskellige tips om, hvordan opskriften kan varieres, og til alle opskrifter er der information om opbevaring - et dejligt træk, jeg ofte savner ved bagebøger.

Alle grundopskrifterne er tydeligt illustreret med trin-for-trin-anvisninger, og bogen rummer i alt ca. 300 fotos. De detaljerede billeder gør det let både at lave mange forskellige former for dej, at bage og dekorere på professionel vis. F.eks. har jeg tit brudt min hjerne med, hvordan man egentlig klipper en wienerbrødsstang eller -krans; men det har vist sig slet ikke at være så vanskeligt endda.

Og har du nogensinde tænkt på, hvordan man laver spindelvævsmønster af sin glasur eller drysser kakaopulver i skarpe striber - eller måske hvordan man laver marcipanblomster? Alle tricks afsløres, og folk vil med garanti være fulde af imponade. Denne bog kan næsten ikke anbefales nok - medmindre man er på diæt, for er man først begyndt at bladre i bogen, kan man simpelthen ikke lade være med at begive sig ud i køkkenet og stå med mel, marcipan og nougat til op over begge ører.

Aschehougs store bagebog
Forlag: Aschehoug
Sider: 320
Udgivelsesdato: 22.03.2005
ISBN: 87-11-26161-7