Af: Lars Norén
Med denne forestilling binder Aarhus teater og de medvirkende skuespillere an med 5 timer og 45 minutters ordsvada. Personerne taler, som man vil gøre i virkeligheden, med afbrækkede sætninger, overlappende dialoger og ofte mistes fokus og personen glemmer, hvad det var, han ville sige.
Forestillingen spilles på tre forskellige scener, og der gøres rig brug af Aarhus teaters særlige opbygning. Vi begynder med en intro i på Scalascenen i form af en film, som ender i en parkeringskælder. Herefter får publikum besked på at gå ned i parkeringskælderen og bliver ledt ud i en trappeopgang og ned på Studioscenen, som er bygget op som en parkeringskælder. Hernede finder vi så samfundets laveste, udskuddene, de håbløse eksistenser, som ingen kan hjælpe. Vi følger en del af deres liv, måske et sekund, et minut, en time, en dag, det er lige meget, for deres liv ændrer sig aldrig, det bliver ved med at se lige håbløst ud fyldt med smerte og frustration, fordi de sidder fast i deres eget personlige helvede.
Anden akt udspiller sig på et toilet og tredje akt på nogle offentlige bænke. Vi følger forskellige typer: narkomanen, den arbejdsløse, drankeren, den prostituerede, den hjemløse, den skizofrene, etc. Hver især hopper de ind og ud af historien, men håbløsheden tager de med sig. Ind imellem ser det ud til, at en af personerne har fundet vejen ud af helvede, men de dumper hele tiden tilbage i skidtet. Ved forestillingens slutning føler man sig som publikum fuldstændigt drænet for energi. I flere timer har man været en del af håbløsheden, smerten og frustrationerne. Man har håbet mod alle odds, og alle håb er blevet gjort til skamme. Det er simpelthen for meget at tro på, at man selv bare kan tage sin jakke på, forlade teateret og vende hjem til sit normale liv.
Personkreds 3 har fået navn efter en socialjuridisk betegnelse i Sverige, her beskrives de typer mennesker som har brug for støtte og service. Personkreds 3 er således personer med andre varige fysiske eller psykiske funktionshæmninger, som ikke er aldersbetingede. Såfremt disse er store og forårsager betydelige vanskeligheder i den daglige livsførelse og dermed et omfattende behov for støtte og service. Skuespillerne ved Aarhus Teater er som vanligt yderst overbevisende i deres skildringer af de skæve eksistenser i stykket. Især Christine Albrechtslund i rollen som den utilpassede Anna er utrolig stærk i sit skuespil, men også Henning Olesen, Kim Veisgaard og det nyeste skud på stammen Regine Rosenquist spiller fremragende skuespil.
Publikum får virkelig meget skuespil for pengene i denne forestilling, men det er også svært at tage noget som helst brugbart med derfra, fordi alt bare virker håbløst og man får let den holdning, at så kan det hele også bare være lige meget. Pigen Sanne spillet af Regine Rosenquist giver et lille lys i mørket, men vi er på den anden side blevet skuffet så mange gange, at vi ikke engang tør tro på, at hun måske klarer sig ud af sølet.
Personkreds 3 spiller fra den 13/5 til den 4/6. Der er mulighed for at bestille spisning med i billetten. Det koster 85 kr og inkluderer en menu der er inspireret af forestillingen samt en øl eller sodavand. Spisningen foregår i anden pause.
Se spilletider.
Fotograf Jan Jul