Fler nyheter

 
Litteratur
Dengang i Italien

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Dengang i Italien
Fr 27 maj 2005

'Dengang i Italien' er litterær pendant og udvidet udstillingskatalog til den store H.C. Andersen-udstilling 'Her i Italien' på Statens Museum for Kunst. En overdådig kunstbog, der lægger sig op ad Andersens egen beskrivelse af forskellen mellem lille Danmark og frodige Italien: "Danmark er et fattigt Land! Italien fik et Fyldehorn af Frugt og Blomster, medens vi kun fik en Græstørv og en Slaaenhæk." Mammutværket - der også fysisk vejer næsten tre kilo - hælder til det italienske i stil, billedkvalitet og papir.

Alle de kendte billeder, statuer og gamle fotos såvel som nye er der. Eckersberg, Thorvaldsen, Købke og Rørbye er der. Billedkunstneren H.C. Andersen er der også i form af sine egne håndskitser, som akkompagnerer teksten - eller også er det omvendt.

Dengang i Italien tager sig ud, fuldstændig som man forventer det: Selv Hans Edvard Nørregård-Nielsens sprogtone er arkaisk, forskønnende og perfekt, således som tiden og guldaldermalerierne var det. Dannelsesrejsen til Italien var enhver seriøs malers afslutning på uddannelsen, ligesom det var H.C. Andersens begyndelse til noget stort. Efter rejsen i 1833-34 udkom nemlig romanen Improvisatoren, og dernæst fulgte de første, prøvende eventyr.

Bogen er andet og mere end 'just another coffee table book'. Den er visuelt delikat, gennemresearchet og informativ og stiller sulten efter viden om arkitektur, kunst og litteratur. Genoplivningen af den svundne tid giver læseren et kunstigt åndedræt, der efterlader smagen af poetisk naturalisme. En smag, der for længst har overskredet sidste salgsdato, men stadig giver næring til det organ, vi kalder fantasi..

Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Dengang i Italien
Forlag: Gyldendal
Sider: 440
Udgivelsesdato: 29.04.2005
ISBN 87-02-03390-9