Fler nyheter

 
Litteratur
Rædslernes hus

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Rædslernes hus
Ti 14 jun 2005

For dem, der har læst David Pelzers beretninger, er der nu mulighed for at få en ny vinkel på historien med Davids lillebrors beretning om sin opvækst i rædslernes hus. Richard fortæller åbenhjertigt om, hvordan han gang på gang fik David i fedtefadet for selv at slippe for straf. Da David tvangsfjernes fra familien på grund af moderens terrorisering af ham, bliver Richard moderens nye ynglingsoffer og på en måde synes han, det er fortjent, efter den måde han har behandlet David på.

Rædslernes hus er ikke nær så velskrevet og gennemtænkt som de bøger, David Pelzer tidligere har udgivet, mest af alt fordi der ikke rigtigt sker en udvikling i forløbet. Richard Pelzer fortæller om, hvordan han som voksen stadig havde traumer over sin barndom, og at han efter at have åbnet sig over for sin kone fandt på at udgive disse erindringer som en del af et terapiforløb, men der skabes ikke rigtig nogen sammenhæng mellem hans barndomsoplevelser og den person, han bliver som voksen, i denne bog.

Rædslernes hus handler om det misbrug, Richard var udsat for som barn, der er nogle hentydninger til, hvad der er sket, da han var ung mand og som voksen, men læseren lades tilbage med en masse spørgsmål. Det virker, som om Rædslernes hus er ment som nummer et i en serie, og man får føst svar på alle de løse ender, når man læser bind 2. Bogen slutter med, at Richard giver slip på sit indre barn, men man får ikke at vide hvad det betyder; Rejser han hjemmefra? Angiver han sin mor? Finder han ud af, at han kan banke hende, fordi han nu både er større og stærkere? Richard skriver også, at han er ked af, at han aldrig fik taget rigtig afsked med sin ældste bror, inden han tog i militæret, betyder det at den ældste bror døde eller bare ikke vil have noget med Richard at gøre, evt. fordi Richard har slået hånden af sin familie? Har Richard kontakt med David Pelzer som voksen? etc.

Der er ingen tvivl om at både Richard og David, og faktisk også de andre børn har haft en forfærdelig barndom, og man forundres over, at der ikke er blevet grebet ind, ikke mindst fordi alle naboerne vidste hvad der foregik. Hovedformålet med drengenes bøger er velsagtens også at sikre, at alle folk bliver mere opmærksomme overfor vold mod børn, og at andre børn bliver reddet hurtigere end de selv gjorde. Formålet med Rædslernes hus er særdeles nobel, men bogen har desværre svært ved at stå alene.

Richard Pelzer: Rædslernes hus
Forlag: Aschehoug
Sider: 190
Udgivelsesdato: 02.06.2005
ISBN: 87-11-11891-1