Fler nyheter

 
Litteratur
Magiske Frø

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Magiske Frø
Ti 21 jun 2005

"Magiske Frø" er den nyeste roman af nobelprisvinder V. S. Naipaul, og heri fortsættes historien om Willie Chandran, som vi mødte i "Et halvt liv". I romanen, der sagtens kan læses uafhængigt af denne, følger vi den rodløse inder fra Berlin til guerillakrig i den indiske jungle.

I romanens begyndelse er Willie flyttet til sin søster i Berlin efter at have boet 18 år i Afrika. Ude af stand til selv at træffe beslutninger følger han hendes opfordringer til at engagere sig i sit hjemlands politiske kamp, og snart finder han sig selv dybt inde i junglen, med mennesker han ikke tør stole på, og som formentlig kæmper mod de personer, han ville slutte sig til.

Livet i junglen er hårdt og absurd, men på trods af forbudet om at soldaterne betror sig til hinanden, åbnes der efterhånden op for en række fascinerende og ofte tragiske livshistorier. Willie bliver ved med at have rollen som udenforstående, søvngænger, der lader sig drive omkring af skæbnen - eller tilfældighederne. Han leger med ideen om at tage hånd om sit liv og stikke af, men snart er han på politiets liste, og dermed er han mere eller mindre afhængig af guerillabevægelsen. Så da de begynder at miste fodfæstet, er Willie i alvorlig knibe.

Som læser følger vi Willies liv i Berlin, i London, i den indiske jungle og i fængslet, og alle steder virker hans tilstedeværelse lige absurd. Selvom man sidder med en fornemmelse af, at det er Willie, der er noget galt med, må man indrømme, at alle de personer, der omgiver ham, har ligeså besynderlige, meningsløse liv, også selvom de på overfladen ser mere normale ud. Som en kamæleon tilpasser han sig de meget forskellige kulturer, han befinder sig i, og overtager deres dårlige egenskaber.

Det er Jesper Klint Kistorp, der har stået for oversættelsen, og det er en fryd at læse det meget elegante og velpolerede sprog. I det hele taget er fortællingen utroligt spændende og stimulerende fra første til sidste side, også selvom man ikke umiddelbart tror, at en krigsfortælling har ens interesse - måske fordi, selvom guerillakrigen fylder utroligt mange sider, så er refleksionerne, den afføder, og de betragtninger, Willie laver over sine medmennesker og sig selv, gyldige og genkendelige alle vegne.

V. S. Naipaul: Magiske Frø
Forlag: Gyldendal
Sider: 281
Udgivelsesdato: 25.05.2005
ISBN: 87-02-02904-9