Grønnegård Teaters lilleputforestilling "Et Lille Vintereventyr" introducerer Shakespeare for de yngste og 3. års skuespillerelever fra Statens Teaterskole for de ældste. Det var i hvert fald forventningen - men "Et Lille Vintereventyr" er så veldrejet og fascinerende opført, at man glemmer alt om at spotte upcoming talenter og pludselig finder sig selv bænket med hænderne for øjnene på fantasirejse mellem Bøhmen og Sicilien sammen med de andre 3 til 75-årige.
Grundløst fjendskab, utroskab, genopstandelse, kærlighed og trofasthed - svære begreber, måske, men ikke desto mindre tager Grønnegård Teaters gæstespil fra Statens Teaterskole fat om Shakespeares Et Vintereventyr og omdanner det til Et Lille Vintereventyr. Resultatet er et smukt, smukt koncentrat af den store digters værk, og man ænser slet ikke de kvaler, Vibeke Wrede uden tvivl må have haft, da hun gik til originalen med den store sparekniv. Her er lige netop bevaret replik nok til at få et snif af Shakespeare og fornemme storheden bag lilleputformatet. Mageløst!
Heldigvis er det til at følge med i handlingen, for sprogtonen er ikke specielt forståelsesvenlig for små ører, men derimod liflig for ører i alle aldre. En kvalitet, der kun kradses i, når skuespillereleverne ikke mestrer deres replikker. Hele scenariet glider dog ned ledsaget af fuglesang og dansende solstråler. Ikke en finger kan der sættes på hovedrolleindehaver Thomas Hwan Høegh Andersen, der spiller over for sin ven og fjende, kongen af Bøhmen, i skikkelse af Morten Bo Kock. En mere tilbageholdende, maskulin og pletfri teaterelev, som hér i barakken bag Grønnegård Teaters 'aftenscene' tager sig godt ud som karakterskuespiller - ubemærket, men dog bemærkelsesværdig. Særligt veløvede er de to kamphaners fightscener.
Kvinderne er straks mere ekspressive i deres håndtering af skuespillerhåndværket. Både kong Leontes hustru Hermione, spillet af Gry Guldager Jensen, og deres hofdame Paulina, spillet af Birgitte Hjort Sørensen, nærmest skriger deres replikker ud og tangerer overspil i specielt kropssproget. Men det kan naturligvis også bare være et spørgsmål om smag..
Skakespearejokerne, tjeneren Camillo og Den Fremmede, er måske nok de sværeste karakterer at give liv og troværdighed, men både Sune Qvistgaard Geertsen og Pernille Hilgart løfter opgaven til ug med kryds og slange - det er dem, som har ansvaret for, at vi griner, græder, fantaserer og funderer, og det gør vi! Et Lille Vintereventyr slår således storebrorforestillingen Lige for Lige i både vitalitet og kreativitet.
