Fler nyheter

 
Litteratur
Buddhas øjne

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Buddhas øjne
Må 22 aug 2005

"Buddhas øjne" er titlen på andet bind i trilogien om Silkekejserinden, men den har meget svær ved at leve op til den stil, der blev lagt i "Verdens Tag". Den ellers spændende historie om kejserinde Wuzaos jagt på illegal silke og Fem Forbud og Umaras kamp for at beskytte De Himmelske Tvillinger drukner i et hav af endeløse seksuelle fantasier og banale religiøse spekulationer.

Igen følger historien flere tråde, der repræsenterer hver deres religiøse retning, der dog efterhånden bliver vævet sammen. Den buddhistiske munk Fem Forbud er på flugt sammen med sin manikæiske elskerind Umara og De Himmelske Tvillinger, de er blevet betroet af en tibetansk munk. De møder den indiske buddhist Lovens Dolk, der stadig leder efter sit overhoved Budhhabadra, hvis mord Umara har overværet, og de hellige relikvier, der er forsvundet med ham: Buddhas øjne. Hvis ikke man har læst 1. bind, vil det være temmeligt svært at finde rundt i de mange forskellige personer, også selvom der er en fortegnelse over de vigtigste personer bagerst i bogen.

Allerede i Verdens Tag blev det temmeligt tydeligt, at José Frèches i virkeligheden har meget lidt forståelse for de religioner, han skitserer, og det indtryk bliver kun forstærket i Buddhas øjne. Kærlighed og ikke mindst sex bliver uden undtagelse fremstillet som vigtigere end diverse religiøse eller filosofiske praksiser og indsigter, og det bliver lidt trættende i længden, at alle de folk, der har afgivet kyskhedsløfter uden synderlige kvaler giver afkald på deres tro. Herefter når de alle sammen frem til den opfattelse, at religionerne har mere til fælles, end hvad der adskiller dem, og at man sagtens kan bruge lidt af hver - en tanke, der er meget fremme nu om tiden, men formentlig har det været lidt anderledes i Kina år 665.

Vi bliver i dette bind desuden præsenteret for tantrismen, og mest af alt virker det som en undskyldning for at snige endnu mere sex ind i bogen, eftersom den seksuelle nydelse er kernen af den tro, der repræsenteres af den psykopatiske narkoman, Vilde Sky. Jeg har ikke noget imod at læse seksuelle eller sensuelle scener, men jeg fænges på intet tidspunkt, og når handlingen ligefrem begynder at lide under det, kan man ikke lade være med at ønske, at en eller anden redaktør havde frasorteret bare noget af det. For det er vel ikke bare fyld? Romanen ville nok blive en tredjedel kortere, hvis man klippede alle sexscenerne fra, og så ville det måske kun kunne være blevet til to bind!

Køb eller bestil bogen på e-boghandel.

José Frèches: Buddhas øjne
Forlag: Borgen
Sider: 394
Udgivelsesdato: 22.07.2005
ISBN: 87-21-02357-3