Fler nyheter

 
Litteratur
Masser af strik

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Masser af strik
On 9 nov 2005

De kolde mørke aftener indbyder til at finde strikkepindene frem, og hvis man trænger til inspiration er der hjælp at hente. "Aschehougs strikkebog" er uundværlig for enhver nybegynder og den mere øvede kan finde masse af flotte opskrifter i "Strik til mor og barn".

Aschehougs strikkebog af Claire Crompton er en glimrende begynderbog, men også mere øvede strikkere vil have stor glæde af den, da bogen forklarer alt fra det helt grundlæggende over diverse snoninger og reliefmønstre til en række avancerede teknikker. Der er nøje forklaringer til hver teknik samt gode oversigter over garntyper, så man har en chance for at regne ud, om mon kan bruge noget af det garn, man måtte have i forvejen etc.

Et stort plus ved bogen er, at der hele tiden gøres opmærksom på, hvor meget man har læst, og straks henviser læseren til opskrifter, man nu burde kunne magte. I betragtning af de vanvittige mønstre, der forklares, virker de fleste opskrifter lidt banale, men som grundopskrifter er de både anvendelige og opfindsomme - og først og fremmest grundige. Det bør ikke volde noget videre problem at få strikket en af de søde tasker eller det frygteligt nuttede legetøjsfår.

I Strik til mor og barn derimod finder man en række opskrifter til vordende og nybagte mødre og deres børn af den engelske designer Erika Knight. Bogen er inddelt i fire hovedgrupper: Praktisk, kreativt, nostalgisk og festligt, så man kan vælge ud fra sin egen stil. Enkle, fleksible faconer med slå om-lukning, lynlås, bindebånd og andre løsninger gør det muligt at bære dem både over den runde mave, mens man ammer og i tiden derefter, hvilket gør opskrifterne meget anvendelige.

Babyopskrifterne er temmelig traditionelle, men modellerne er meget søde, og der lægges stor vægt på at bruge god kvalitet. Opskrifterne er naturligvis i forskellige størrelser, alt efter hvor stort og gammelt ens barn er.

Claire Crompton: Aschehougs strikkebog
Forlag: Aschehoug
Sider: 160
Udgivelsesdato: 20.10.2005
ISBN: 87-11-16917-6
Køb eller bestil bogen på e-boghandel.

Erika Knight: Strik til mor og barn
Forlag: Aschehoug
Sider: 126
Udgivelsesdato: 21.10.2005
ISBN: 87-11-16921-4
Køb eller bestil bogen på e-boghandel