Fler nyheter

 
Litteratur
Antonio Carluccios Italien

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Antonio Carluccios Italien
Ti 14 mar 2006
"Antonio Carluccios Italien" er en af den slags lækre bøger, der ikke ved, om den er en kogebog, en livsstilsbog eller en rejsebog. Den er fyldt med indbydende fotos, hyggelige små anekdoter og dejlige retter, inddelt efter regioner. Om man synes sådan en bog er hyggelig og stemningsyldt eller rodet og uigennemskuelig, er nok en smagssag.

Er der virkelig stadig steder i Italien, der er så - italienske? Hvis man tør stole på bogen, kan man sine steder træde ind i en veritabel tidsmaskine og opleve en autentisk og anakronistisk idyl, jeg personligt troede var blevet fortrængt af turister og moderne bekvemmeligheder. Selv folk, der aldrig har været i Italien, kan ikke undgå at blive lidt forelskede i landet, hvis de bladrer gennem Antonio Carluccios Italien, og hyppige turister vil straks ønske sig tilbage.

Som kogebog er den et sjovt konglomerat af gammeldags bondekost med en masse kål og bønner og kogt kød, eksotiske og lettere bekymrende retter som Risotto med syre og frølår - hvor får man fat i syre? - eksklusive retter, fyldt med trøffel, som jeg gerne ville have råd til at prøve at lave og et væld af moderne (retro) retter med peberfrugter og artiskokker en masse. Sværhedsgrad og (u)muligheden for at få fat i ingredienserne varierer lige så meget som selve opskrifterne.

Pinocchiate, karameller med pinjekerner, er en af de uforskammet lækre og overraskende nemme retter, der i sig selv gør bogen sin vægt værd i guld - om end den kan være farlig for ens egen vægt. Det gælder for øvrigt også de bagte honning-figner med valnøddekerner, Crucette di Fichi al Forno. I det hele taget er der ikke meget, der kan betegnes som slankemad, til gengæld kræses der for de gode, enkle råvarer, så resultatet enten er lækker hverdagsmad som en vidunderlig auberginetimbale eller dejlig gæstemad som havets frugter på spyd.

Bogens fotos er utroligt lækre, til det punkt, hvor man er bange for at komme til at savle ned på siderne - om end der desværre ikke følger et billede med til hver ret. Men hele bogen oser af luksus og overskud, og vil gøre sig storartet som coffeetable-book. Som kogebog synes jeg dog, den er lidt irriterende eller i hvert fald meget lidt funktionel. Hvis det lige er en dessert, man mangler, er man nødt til at bladre hele bogen igennem, eftersom retterne er sorteret geografisk - og der er ikke engang et register, hvor retterne er delt ind efter forret, hovedret, dessert etc.

Antonio Carluccios Italien
Forlag: Aschehoug
Sider: 256
Udgivelsesdato:
ISBN: 87-11-26640-6