"Rörelse". Tre pas des deux'er. To debutanter. En enkelt garvet koreograf. Danserne er fra den klassiske ballet, og scenen er sat på Takkelloftet. Initiativet fejler intet - Den Kongelige Ballet ønsker at bygge rede for den nye talentmasse. Men der var kun et enkelt talent at få øje på i 'Rörelse'.
Takkelloftet virkede nærmest mørklagt, da det første af tre små, nykoreograferede værker kom på scenen. Overskriften for aftenens show er det svenskklingende Rörelse, og anledningen er nationalscenens livtag med nye talenter. Debutanterne Martin Forsberg og Ingrid Rosborg er kommet til deres livs eksamen, vel støttet af den mere fortrolige koreograf Marie Brolin-Tani på fløjen.
Se, det var jo ikke til at vide, at netop åbningsstykket, Lace for Sparrows, skulle blive eneste seværdige i treenigheden Rörelse. Herefter kunne man sagtens være gået hjem igen. Martin Forsbergs duo af dansere, som ikke imiterer fugle, men som dog er fuglelignende dansere, er besat af besættelse. Af fugle, vistnok. Og blonder, angiveligt - en reference, som dog ikke var nær så tydelig. I forestillingsprogrammet angives kniplinger som inspirationskilde, og det kan passende være de hurtige bevægelser med kniplepindene, der var gentaget mellem de to sprøde drenge, som nærmest staccato fór imellem, ved siden af, imod og hen ved hinanden. Koreografien var sikker, målrettet og ... ja, interessant!
Lace for Sparrows kunne sagtens have været 8 minutter kortere, men de triste, gråmelerede skoleuniformer og harlekinstrømper, som danserne bar, gav sammen med den knipsende musik af Karl Skibsted en god fornemmelse af rumlighed og særegenhed. Fem kokkehuer til Martin Forsbergs ornitologiske nazidrenge, der om ikke reddede os fra 2. verdenskrig, så i hvert fald gav et godt show undervejs.
Enjoy the silence lever på alle måder op til eventuelle fordomme om moderne dans. Uforståelig handling, irriterende rekvisitter og manglende fantasi kanaliseret ud i enkelthed. Måske var livet og døden et tema, måske relationen mellem mennesker - under alle omstændigheder dårligt fortalt med kongekrone, skovmandsskjorte og nøgne kroppe. I bedste fald banalt.
Marie Brolin-Tani er leder af Skånes Dansteater og får afsluttet en underlig aften med sin stille Past. En del af pointen er vist, at etablerede par efter nogen tid sammen tager hinanden for givet og går omkring med sine drømme under armen - sammen med hovedet, måske? - og vikles umærket ind i hinanden i tryghed. En fin og kedelig pas des deux ledsaget af musik af Bela Bartok. Egentlig modigt således at turde kede publikum, men det var vist en del af pointen.
Alt i alt skal Det Kongelige Teater have stående applaus for at invitere moderne koreografer fra Skolen for Moderne Dans til at tage livtag med klassiske dansere. Hvis den diskrete succes gentages, kan man kun krydse arme og ben for, at der er flere upcoming talenter at tage af næste år.
