Grønnegårds Teatret har denne sommer sat Shakespeares ellers så drabelige tragedie om Richard III, den pukkelryggede tyran, der begår stribevis af mord for at blive Englands konge, op som familieteater. Resultatet er et stykke uden tragik men med masser af humor, hvoraf en stor del skyldes skuespillerne og deres forbløffende evne til at jonglere med et hav af roller hver.
Richard III indledes i Gitte Siems bearbejdning med en rammefortælling, der heldigvis er lige så kort, som den er overflødig, hvor skuespillerne er en flok børn, der skal lege Shakespeare. Herefter præsenteres vi for en overvældende mængde af karakterer, der hver hiver en stol frem med sit navn på, som de sætter sig på undervejs i stykket. Det hjælper ikke blot tilskueren til at huske, hvem der er hvem, men gør det også meget anskueligt, hvor mange folk, der enten myrdes i eller flygter fra Richards koldblodige kamp for tronen, når der pludselig kun er tre stole tilbage.
Det er Claus Bue, der humper rundt på scenen med en kæmpe pukkel på læderjakken og et falsk smil på læberne, mens han smigrer de folk, hvis død han planlægger. Han gør sig glimrende som skurk, især i den berømte scene, hvor han vinder Lady Anne, mens hun - i to flyttekasser! - slæber rundt på liget af sin højtelskede mand, som, hun ved, Richard har myrdet. I glimt aner man, at hans had skyldes den kulde, han hele livet er mødt med pga. hans vanskabte ydre; men hans menneskelige side bliver ikke udviklet i stykket, da det ikke er meningen vi skal have ondt af ham, når han til sidst får som fortjent, selvom vi inviteres til at nyde hans elegante ondskab.
De øvrige 18 roller er fordelt på bare fire skuespillere: Mest alsidig er måske Bolette Schrøder i rollerne som den stortudende Lady Anne, den pruttende Lord Stanley og den mimrende kong Edvard; mens Kasper Leisner viser stor alsidighed som den skumle Buckingham og den i denne version formidabelt bøssede Clarence. Vinkende og med et stort tandpastasmil stiller Christiane Koch sig gang på gang op foran den applauderende pøbel, dvs. publikum, som Dronning Elisabeth; men hun gør sig også godt som den syngende FCK-biskop. Sidst men ikke mindst spiller Jakob Weble Morder 1 i en pragtfuld scene, der på trods af hans forsikring, ikke er for børn, og en lidet yndig Margareth, der øser forbandelser over alt og alle. Hvordan de fire skuespillere kan nå at skifte kostumer så hurtigt, at de tilsyneladende hele tiden er på scenen, går over min forstand.
Stykkets tragiske figurer er som antydet så karikerede, at de bliver morsomme i stedet, og derfor røres vi ikke synderligt over deres død. Det er især tilfældet med de to slaskedukker, der skal forestille de små prinser, Richard uden tøven lader myrde i en scene, der dog bliver lidt mere barsk af at antage form som en børnetime. Den komiske side forstærkes også af overraskende, moderne indslag som mobiltelefoner og grønne bude, der virker fint uden at forstyrre helheden. Sceneopbygningen er uhyre enkel, men det dunkle Tower, der står midt på scenen, viser sig at være meget alsidig: snart er den fangekælder for Clarence og prinserne, snart balkon, hvorfra de kongelige vinker, snart den tinde, Richard har kæmpet så hårdt for at nå og straks bliver jaget ned fra.
Forestillingen er beregnet for børn fra otte og op; men selvom stykket er blevet forvandlet til et lyststykke og mordene mestendels foregår offstage, er det måske ikke noget for helt sarte sjæle. Tragedie er der ikke meget af, men stykket er morsom og opfindsomt og værd at se for alene for skuespillernes indsats. En oplagt udflugt i den fine sommer.
Se spilletider.
Fotograf: Emilia Sangill Fletting.
