Fler nyheter

 
Litteratur
Damerne på Skagen

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Damerne på Skagen
Ti 29 aug 2006

Bag enhver mand står en kvinde - og i Skagensmalernes tilfælde er der tale om både mødre, kunstnere, skøger, madonnaer og modeller i en og samme figur. Det var ikke så få roller, de skulle udfylde, kvinderne til de berømte mænd fra toppen af Danmark. Forfatteren til 'Damerne på Skagen', Lise Svanholm, har flere bøger om fikspunktet Skagen bag sig, men det er første gang, damerne er i fokus.

Uden kvinder ville værker som 'Pigen med solsikkerne', 'Liggende kvinde i klitterne' og 'Hip, Hip Hurra' ikke have været det samme. Adgangen til stamkroen 'Brøndums' havde heller ikke været helt så let uden Michael Anchers giftermål med Anna, der var datter af Erik og Ane Hedvig Brøndum, som ejede kroen.

Anna Ancher, der selv var uddannet maler hos hhv. Vilhelm Kyhn og Puvis de Chavannes, var muligvis var forud for sin tid hvad angår farvebrug, og hun er måske i virkeligheden den mest talentfulde af Skagensmalerne (kønnet underordnet)! Der er sagt mangt og meget om lyset i Skagen, men om Anna Ancher er det blevet sagt, at hun var den første danske kunstner, der forstod at fange en lysstråle i sin pensel.

'Damerne på Skagen' er ikke bare om koner, kærester og underskønne modeller, men omfatter også de lokale skagboer for hvem det var forundt at komme tæt på de kunstneriske gæster. Holger Drachmanns mange lokale elskerinder, for eksempel. Og Maren Brems, der er portrætteret i 'Pigen med solsikkerne'.

Læseren får det, som læsere af denne type lyseblå litteratur vil have det - let dyneløfteri uden egentlig at overskride grænser. Lise Svanholm har ellers efter sigende haft adgang til et antal private breve malerne og deres kvinder imellem, men det er der ikke kommet synderligt mange saftige detaljer ud af foruden de forsigtige konklusioner om ægteskaber, der "ikke gik" og kvinder, som forlod deres mænd og fortabte sig i skørlevned. Altså: ufarlig læsning om en håndfuld afdøde kvinder, der ikke kan forsvare sig mod den maleriske fremstilling, de underlægges i et stykke nutidigt ferielekture.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Lise Svanholm: Damerne på Skagen
Forlag: Gyldendal
Sider: 157
Udgivelsesdato: 27.06.2006
ISBN: 87-02-04499-4