Ordet 'dogme' har fået sin renæssance siden midt 90'erne, og begrebet florerer både i filmmiljøet og ikke mindst i det politiske miljø. Sjovt nok er det endnu ikke udtømt, og dén chance greb et par unge musikere og arrangører tilknyttet Huset i Magstræde. Festivalen med det svulstige navn Wolfgang Waits Variety er netop afviklet, og under en håndfuld dogmeregler blev det til klassisk musik "som i de gode gamle dage".
For hvordan var det nu lige dengang "i de gode, gamle dage"? Jo, da fungerede klassisk musik som vor tids musikanlæg; lidt behagelig baggrundsstøj, man kunne nyde, mens man spiste, konverserede eller slog sig løs på dansegulvet. Naturligvis kun for de få, der havde råd til lejlighedsvis ansættelse af udøvende musikere, så derfor blev fænomenet 'klassisk musik' ophøjet til noget med scene og stolerækker, da det i den højere oplysnings ånd skulle udbredes blandt pøbelen i forrige århundrede.
Men vejen tilbage behøver ikke at være lang! Wolfgang Waits Variety trækker den sorte fløjl og de uforståeligt pæne manerer af klassisk musik og går efter en genoplivelse af koncerten som et reelt møde mellem publikum og musikerne gennem et par simple dogmeregler:
1) En koncert er til for publikum
2) Så meget som muligt skal spilles udenad
3) Så meget som muligt skal spilles stående
4) Sort koncertuniform er bandlyst
5) Performance må ikke baseres på det auditive alene
Og det virker. Den Unge Danske Strygekvartet har i hvert fald aldrig været så formidabel som udsat for neonfarvet diskolys, klap mellem satserne og opmuntrende tilråb som "yes, sir" og "ekstra nummer". I Husets funky omgivelser og natmørke lokaler forvandledes Hans Abrahamsens tre satser sig til ren budskabskommunikation, og Carl Nielsens G-mol gled ned som var det honninggyldent fadøl fra et moderne mikrobryggeri. Publikum udviklede sig til fælles fødselshjælper, som bar tonerne fra de barokke instrumenter ud til pøblen anno 2006, og selv Sjostakovitjs kvartet i C-mol syntes let afkodelig og nærmest folkloristisk.
Forhåbentlig genopstår Wolfgang Waits - den karikatur, som har lagt navn til fænomenet: Et gadekryds mellem musikgeniet Mozart og den melankolske crooner Tom Waits. Den fiktive inkarnation af, hvad der søges opnået ved at skippe pænheden og trække folk til klassikken. Bare han ikke (Wolfgang) Waits too long!!!
Foruden Den Unge Danske Strygekvartet optrådte følgende navne på Wolfgang Waits Variety: Blæserkvintetten Carion, den noget særprægede instrumentsammensatte trio Alpha, slagtøjstrioen Pace, kvartetten 4Elements, det nydannede barokensemble SpielGarten og sidst, men ikke mindst sangtrioen Kringlebotn & The Boys med pianist Søren Rastogi.
Fotograf: Margareta Rusin
