|
|
World Class festkoncert bestod af to halvdele, den første var udelukkende instrumental, mens anden halvdel bød på en lind strøm af kendte operanumre, såvel som flotte musikstykker fra kendte operaer. Hvor anden del var en sandt festfyrværkeri af alt det bedste fra operaverdenen, var der ikke gjort nær så meget ud af at festliggøre første del, hvilket resulterede i at denne del var som den kedelige hvidvin, man skal igennem, før man kan komme i gang med den gode kraftige rødvin ved denne festlige banket.
Instrumentaldelen startede ellers fint ud med ouverturen til let kavaleri, som er festlig og humørfyldt, men så var det også slut med festlighederne. Den kinesiske pianist Chenyin Li gik herefter på scenen for at spille udvalgte stykker af Sergei Rachmaninov, men dette virkede både tungt og utilgængeligt, selv om hun uden diskussion er et dygtig pianist. Efter Chenyin Li gik Kim Sjøgren på scenen, og man fornemmede straks en forventning om god og folkelig underholdning blandt publikum, en forventning som i øvrigt hurtigt blev gjort til skamme. Kim Sjøgren sagde hverken kuk eller bøh, men stod i stedet bare og filede løs på sin violin, til endnu et meget lidt festligt nummer. Første del blev afsluttet med Carl Nielsens Ouverture fra Maskerade og man gik ud til pausen med en lidt flad fornemmelse, samt en forventningens glæde, for nu var vi endelig nået forbi den kedelige hvidvin og skulle i gang med afdelingen med kød på.
Anden afdeling var ganske enkelt et sandt festfyrværkeri af vellyd. Uanset om det var rent instrumentalt, sunget af Jyske Operas fantastiske kor, eller af en af de dygtige solosangere, så var det bare verdensklasse, som navnet på koncerten så rigtigt antyder. Århus Symfoniorkester lagde ud med et stykke fra operaen Carmen, som på dansk har fået teksten "Jeg elsker Carmen, Carmen elsker mig" osv. Herefter tog den jyske operas kor over og sang slavernes kor fra Nabucco for os. Konferencieren, Preben Kristensen, fik godt nok kaldt det for "fangernes kor", men alligevel.
Herefter kom de store stjerner på banen i form af den unge tenor Joseph Calleja, barytonen Franco Vassallo, som erstattede Roberto Frontali med meget kort varsel, og sopranen Ann Petersen. Alle tre sang fremragende og især Roberto Frontali brillerede, fordi han udover at have en fantastisk sangstemme, også har et eminent talent for skuespil. Kim Sjøgren blev også hentet ind igen, og viste, at han havde meget mere i sig, end han fik lov at vise i første halvdel af koncerten, som i øvrigt var røget helt i glemmebogen på dette tidspunkt af den fantastiske anden del. Hen mod slutningen viste både sangere, dirigent og orkester, at de også havde overskud til morsomme indslag, således blev publikum udsat for Preben Kristensens forsøg på at synge opera, samt de to mandlige sangeres bejlen til Ann Petersen under drikkevisen fra La Traviata.
Aftenens program var tydeligvis lagt an på at det var operadelen som skulle have størst vægt, men det er synd for første del, at den i den grad bliver noget, der skal overstås. Der burde helt klart være valgt nogle andre, mere lettilgængeligt og festlige stykker end tilfældet var. Ud over det var det en fantastisk koncert, hvor man kun kunne sidde og ærgre sig over, at de øvrige publikummer i den grad lod sig rive med og sad og trampede eller knipsede i takt til musikken, eller tilmed synes de selv var så gode til opera, at det var passende at sidde og synge med. Gem venligst den slags til operamusikken gennem anlægget hjemme i stuen og lad os andre nyde musikken i fred!
Foto: Thomas C. K. Priskorn/ priskorn.com
