Fler nyheter

 
Film
En dansker på østfronten

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
En dansker på østfronten
On 20 dec 2006

Dokumentarfilmen "En dansker på Østfronten" er både en personlig sandhedssøgen og et forsøg på at finde ud af, hvorfor der var så mange danskere, der meldte sig frivilligt til tysk krigstjeneste, og hvad der siden blev af dem. Ikke alle spørgsmål bliver besvaret, men filmen sætter fokus på et område, der endnu i dag er omgærdet af mange tabuer.

Carsten Meedom er vokset op i den tro, at hans farfar, Jens Egon Meedom døde af lungebetændelse under krigen; men en dag finder han ud af, at bedstefaren var nazist og er død ved østfronten. Vi følger nu Carsten i hans forsøg på at afdække sin farfars fortid, samtidigt med at han belyser de danske frivilliges situation generelt.

Det er først og fremmest en personlig beretning, hvor vi ser Carsten konfrontere sin i starten meget lidt meddelsomme far med den gamle familieløgn. Efterhånden som de træder i den gamle soldats spor, lader far og søn dog også til at komme hinanden nærmere, og der er nogle meget bevægende scener, som f.eks. da faderen står ved sin fars formodede dødssted.

Der trækkes dog også hele tiden linjer til et større historisk overblik, altimens vi følger de frivilliges ruter i Rusland, Letland og Estland, hvor vi desuden hører enkelte af de lokales beretning. Det gør dvd'en til et meget interessant vidnesbyrd om et af de kapitler i Danmarkshistorien, mange helst vil glemme.

Eftersom en stor del af de danske frivillige kom fra Sønderjylland, kunne jeg godt have tænkt mig lidt mere fokus på det specielle område; men netop fordi filmen har en så personlig mission, kan den tilgives for at fokusere mest på de frivillige, hvis historie minder om Jens Egons - altså især soldater, der meldte sig meget tidligt i forløbet, og som blev sendt de samme steder hen.

Herudover er der ca. en times meget interessant ekstramateriale, hvor fire østfrontsveteraner beretter om deres meget forskellige bevæggrunde til at melde sig under tysk fane - alt fra spænding over desperation, angst for kommunisterne og begejstring for det tyske opsving. De fortæller hårrejsende historier om tiden ved fronten, russisk fangenskab men også et ubrydeligt kammeratskab. Den overraskende konklusion er, at ingen af de fire fortryder at have været med, selvom de tydeligvis er blevet mærket af deres oplevelser.

En dansker på Østfronten. På sporet af de danske frivillige i tysk krigstjeneste.
Længde: 76 min + 60 min ekstramateriale
ISBN: 87-92058-00-0

Ude på dvd nu fra Alphafilm.