Stykket er iscenesat af Lisbeth Dahl og de to hovedroller spilles af Ulf Pilgaard og Dick Kaysø, og således var der allerede før forestillingen en stor forventning blandt publikum om, at nu skulle der grines igennem. Stykket virker dog desværre så overskruet og farceagtigt at det slet ikke er sjovt, det virker bare langtrukket og til tider næsten kedeligt med få lysglimt af noget morsomt.
Om et teaterstykke vækker lykke eller ej er jo smag og behag, og det skal straks indrømmes at det virkede som om det øvrige publikum morede sig kongeligt. Selv greb jeg mig flere gange i at se på uret og overveje om denne farce snart var overstået - især første del var hård at komme igennem.
Handlingen kort er, at to betjente, hvor især den ene ikke er særligt begavet, får den utaknemmelige opgave at tage ud til et forældrepar lillejuleaften, for at fortælle dem at deres eneste datter er blevet slået ihjel på motorvejen. Ingen af dem har lyst til at ringe på, og deres forehavende forstyrres yderligere af en skrap dame, som er overbevist om, at de to betjente er ude på at smugle en pædofil ud af kvarteret, inden en gruppe oprørte mennesker mod pædofile og børnelokkere får fat i ham og giver ham en afklapsning.
Det viser sig, at forældrene er nogle ældre mennesker, og betjentene er bange for at de slet og ret ville kunne dø af den frygtelige nyhed de har. I første omgang lader det dog til at de har forstået beskeden og klarer den nogenlunde, men hen mod midten af forestillingen går det op for betjentene at de to ældre mennesker har misforstået situationen og tror det er deres hund, der er død. Misforståelse følger misforståelse og løgn følger løgn, og historien bliver mere og mere speget efterhånden som en ung pige, en præst i dameundertøj og den tidligere nævnte skrappe dame blander sig i handlingen.
Denne anmelder finder forestillingen langtrukken. Det virker som om, man har taget en sketch, som var morsom og bygget en hel teaterforestilling på den lille sketch. Herved er det, der var morsomt, blevet trukket ud indtil det ikke længere er morsomt, men i stedet blevet kedeligt og småpinligt. Desværre er der kun få episoder, hvor skuespillerne pludseligt får lavet en bemærkning, der er lige i øjet og hylende morsom. Samtidig må jeg dog som tidligere nævnt pointere, at det øvrige publikum virkede som om de havde en rigtig morsom oplevelse.
