Spillet, manuskriptet, alt fungerer! "De andres Liv" er et mesterværk! Intet mindre! En øjenåbner! En uhyggelig realistisk film, der bør mane til skræk og advarsel mod enhver form for totalitarisme. Og ikke mindst en film om en række uafrystelige skæbner i et terrorregime for ikke længe siden. Med andre ord: Den Oscar var ganske velfortjent.
Allerede første scene giver svedige håndflader. En ung mand forhøres i Stasis hovedkvarter. Han er en af socialismens fjender, og nu skal sandheden frem. Det skal den korrekte Kaptajn Gerd Wiesler nok sørge for. Og ganske rigtigt: efter at have siddet i samme stol i 48 timer, bryder "forræderen" selvfølgelig sammen. Kom ikke og sig at psykisk tortur er bedre end fysisk tortur.
I det hele taget er det den stille, men ikke mindre virkningsfulde terror, der skildres i Florian Henckel von Donnersmarcks knugende mesterværk De andres Liv. Her er ingen, der bliver tævet, ingen afrevne finger- eller tånegle. Det "eneste" der fratages Deutche Demokratiche Republiks fjender i kunstens verden, er deres frihed til netop at udtrykke sig kunstnerisk.
Partisoldaten
I dette paranoide samfund er Hauptman Gerd Wiesler den perfekte partisoldat. En forblændet idealisme får ham til at tro, at han virkelig gør det rigtige, og på overfladen har han på den måde noget til fælles med sit næste aflytningsoffer, forfatteren Georg Dreyman. Denne skriver stykker, der hylder revolutionen og lever i tilsyneladende idyl med skuespilhustruen, Christa-Maria.
En minister samt Wieslers umiddelbare overordnede har dog mere jordnære bevæggrunde - henholdsvis liderlighed og ærgerrighed, og da Dreyman samtidig omgås kunstnere, der insisterer på at kritisere systemet, sættes en aflytning i gang under Wieslers ledelse. Den ellers så farveløse Hauptman sidder nu på første parket til et liv, der er helt anderledes end hans eget. Han bliver efterhånden mere og mere draget af disse to andres liv og værk.
Samtidig - næsten parallelt - stiger såvel kunstnerens som partisoldatens lede ved pamperiet samt den undertrykkelse, de begge er en del af. På hver deres måde prøver de lidt efter lidt at trodse systemet. Desværre er det en kæmpe overmagt, de er oppe imod, og det hele udvikler sig til en farlig omgang "hvem snyder hvem".
En vigtig film
Gennem hele forløbet sidder man på det yderste af sofaen, mens en kamp mellem det gode og det onde udspilles i en ikke så fjern virkelighed. Denne virkelighed er gengivet til perfektion: De grå omgivelser, bilerne (Trabant og Wartburg) og den knugende klaustrofobi ved ikke at vide, hvem der lytter med.
Samtidig er skuespillet i mesterklassen - især Ulrich Mühe som Hauptman Wiesler: Lille og undseelig, men med et såret blik, der nærmest skriger af ensomhed.
Det kan næsten ikke understreges nok, hvor god og vigtig en film De andres Liv er. Når rulleteksterne kører over skærmen sidder man tilbage med knugende medfølelse med kunstnerne dengang. De måtte lide tavshedens straf i et regime, der lå blot to timers færgesejlads fra Sydfalster. Dog fyldes man også med en glæde over, at man i dag kan fortælle disse menneskers historie til skræk og advarsel for alle som - uanset årsag - ønsker at undertrykke det frie ord.
Ude på DVD fra Sandrew Metronome
