På overfladen kan Pedro Almodovars seneste værk, Volver, virke som for meget af det gode. Både i den mærkelige historie, de dybe og stærke farver og ikke mindst de overdådige kvinder, vi stifter bekendtskab med. Imidlertid er Pedro Almodovar ikke nogen almindelig filmskaber, og Volver er en smuk og mærkelig film, hvor alt går op i en højere enhed.
Den nærmest overjordisk smukke Raimunda er en presset kvinde. Udover at skulle tjene til livets ophold skal hun også passe hus og hjem. Hendes mand, Paco, er mildest talt en sjuft, og at betragte deres ægteskab svarer nærmest til at se en meget stor og funklende perle kastet for en rigtig grim, lille gris.
Hun er dog ikke helt alene i sin nød. Omkring sig har hun sin moster, sin datter (begge hedder Paula), søsteren Soledad og ikke mindst den excentriske Agustina, der ryger pot, tror på spøgelser og savner sin forsvundne hippiemor.
Da hverdagen bliver afbrudt af et mord samt et naturligt dødsfald, bliver kvinderne konfronteret med deres fælles fortid. Denne fortid dukker helt konkret op af bagagerummet på Solidads bil i form af hendes og Raimundas mor, Irene, der ellers er død i en brand sammen med sin mand. Er hun et spøgelse? En manifestestation på det, ingen vil tale om? Noget helt tredje? Det skal ikke røbes her. Det ville næsten være at snyde folk for en forunderlig og total uforudsigelig historie, der kun vanskeligt lader sig gengive på papir.
De dejlige kvinder
Som sagt er Volver en film om kvinder - ja, mere end det. Filmen hylder uforbeholdent og på ægte katolsk facon de kvindelige dyder. Kærlighed, omsorg og sammenhold er alle egenskaber, som hunkønnet - i Almodovars optik - har patent på. I den sammenhæng er mænd intet andet end afstumpede nulliteter. Det siger meget, at filmfestivalen i Cannes valgte at premiere skuespillerinderne i Volver med prisen for bedste kvindelige præstation - samlet. Herfra skal også lyde en stor hyldest til de dejlige, stærke og gode kvinder: Carmen Maura, Lola Dueñas, Blanca Portillo, Yohana Cobo og ikke mindst den smækre Penelope Cruz.
Lige tilpas for meget
Men er det hele ikke en kende overdrevent? Jo, det kunne man da godt indvende, men sådan er det bare med Almodovar. Alt ved hans film er en lille smule "over the top". Kvinderne er overdrevent gode, mændene er overdrevent slette, og Penelope Cruz's Kavalergang er overdreven dyb. Filmens farver er bare overdrevne, hvilket står i fornem kontrast til historien, der rummer mørke temaer som svigt, fortielser og blodskam.
Netop det, at det hele er så konsekvent for meget, gør Volver til en ekstraordinær film. Som i et urværk passer det ene tandhjul smukt ind i det andet. Alt kører som smurt, og resultatet er en filmoplevelse, der er både stor, rørende og ret mærkværdig.
Ude på DVD fra Sandrew Metronome
