Hvem siger, djævlen er en mand? Det spørgsmål stiller Jonas Gardells forestilling "Helvede bor i den erindring, som aldrig kan forandres", som netop har haft repremiere på Teatret ved Sorte Hest. Det er et intenst drama, båret af fire glimrende skuespillerinder, hvor kvinde virkeligt er kvinde værst.
Agnes er en bitter midaldrende kvinde, der hverken har job eller familie men bruger al sin tid på at passe sin døende mor, alt imens hendes lillesøster Viola udlever Agnes dybeste drømme som feteret skuespillerinde. I morens sidste timer kommer Viola på et kort, ufrivilligt besøg, og søstrenes rivalisering om morens kærlighed bliver næsten håndgribelig. Imens ser vi spøgelsesagtige klip af et uhyggeligt manipulerende mor-datter-forhold, som måske viser Agnes og Violas mor som ung eller måske blot står som monument over kvinders moderkomplekser til alle tider.
Helvede bor i den erindring... består af to parallelle fortællinger, der kobles elegant sammen, sådan at den ugifte Agnes stue samtidigt er den unge Christinas pigekammer. Begge kvinder er i alt for høj grad domineret af deres mødre, men sammenføjningen af deres fortællinger gør, at vi tydeligt fornemmer, at Christina lige så lidt som Agnes vil være i stand til at bryde med sin vanvittigt manipulerende mor. Christinas historie har dog et udtalt spøgelsesagtigt præg og lader til at ligge forud for Agnes', og det giver samtidigt en fornemmelse af, at Agnes har tabt sit slag på forhånd.
Søsteren Viola har tilsyneladende formået at frigøre sig fra moderens snærende bånd, men selv dette mønstereksempel på selvcentreret overfladiskhed bærer rundt på ar, fordi "mor har altid elsket dig højest". Samtidigt ser vi, hvordan hun selv manipulerer med sin modvillige datter Denise og på den måde fører sin mødrene arv videre. Det er Laura Christensen, der spiller både Denise og Christina - den evige, ulykkelige datter, og det skærper stykkets pointe om, at dette ikke blot er en fortælling om en enkelt familie, men et almengyldigt mønster, som alt for mange kvinder forfalder til.
Det er fire meget talentfulde skuespillerinder, der har fundet sammen i denne forestilling. Størst indtryk gør Solbjørg Højfeldt som Agnes, der med rædsel har indset, at al hendes opofrelse har været omsonst, og at hun aldrig har formået at leve sit liv. Ved siden af hende virker Charlotte Fich meget overfladisk som den flagrende Viola, der som voksen har fået alt, hvad hun ønskede sig, men som aldrig har glemt den kjole, søsteren fik som barn. Laura Christensen giver en underspillet men stærk præstation som de to tavse, livsstækkede døtre.
Det er dog Maria Stenz som moren, der virkelig får det til at løbe koldt ned af ryggen på en. Djævlen behøver sandelig ikke at være en mand, og med sådan en kærligt intimiderende og følelsesmæssigt invaliderende mor, kan det ikke undre noget, at hver af døtrene lever i sit eget private erindringshelvede.
Helvede bor i den erindring... er et usædvanligt intenst stykke, der (måske mest) taler til kvinder i alle aldre. Hank op i en mor, søster eller en veninde, og se det!
