|
|
Af alle løgne er dog livsløgnen den værste. Det er derfor ikke så meget flasken, der er ved at blive Ries endeligt, men hendes manglende evne til refleksion og forandring. Det synes at være moralen, som står tilbage efter at have oplevet godt halvanden time med Karen-Lise Mynster, som den midaldrende, depraverede Rie i Astrid Saalbachs enakter på Husets Teater.
Hvem eller hvad klynger det moderne menneske sig til, når livets bakkedale åbner sig med afgrundsdybe varsler om en fremtid i ensomhed? Flasken, familien eller livsløgnen? Kvinden i Astrid Saalbachs halvanden time lange monolog 'Pietá' forsøger sig med alle tre bestanddele, men overser, at man for at nå sikkert op på toppen igen har brug for en eneste redningsplanke: Nemlig sig selv.
Den midaldrende Rie er til overs, brugt, smidt ud og overladt til sig selv - ægteskabet er gået i opløsning, datteren afviser hende, og hun er netop blevet fyret. En druktur er endt på et hotelværelse, hvor en tilfældig spanier ligger i dobbeltsengen.. død. Er han frelseren, der refereres til i titlen 'Pietá', eller er han bare en accessory og anvendelig rekvisit i den omsiggribende livsløgn, Rie har valgt at ledsage sin deroute med? Måske. Men med Astrid Saalbach ved pennen gemmer der sig altid andet og mere end det rent umiddelbare, og vender man opmærksomheden mod det oprindelige græsk-romerske begreb ‘pietas', dækker det over den livspligt, et menneske skyldte deres forældre og de gamle guder.
Forestillingen - en lang room-monolog fremført af en henført Karen-Lise Mynster - er en opvisning i, hvor langt væk fra sig selv det kan lykkes at komme, hvis man gør som Bill Clinton: Benægter, benægter og benægter. 'Pietá' bliver dermed en lang sang om livets og en hyldest til vores allerfineste opgave: At blive os selv. Jo før jo bedre.
Ellers kunne det også overgå os at vågne midt i livet og ikke kunne finde hverken ud eller hjem, men være fanget i et smagsløst ingenting på tilfældige hotelværelser med en erindring så flosset, at ikke engang seneste elskov vækker minder.
Birgitte Mellentins scenografi understøtter elegant fordærvet og de kønsløse omstændigheder, mens Saalbachs tekst for en gang skyld med fordel kunne være strammet op og prioriteret lidt bedre. Der "plejer" ikke at være overflødige ord, men det kan jo ske, det er en bevidst detalje, hvis formål jeg har misset..
