|
|
Med spillefilmsdebuten "Kunsten at græde i kor" har instruktøren Peter Schønau Fog begået intet mindre end et mesterværk i denne filmatisering af Erling Jepsens kyniske, men også hjertevarme fortælling om den naive dreng Allan, hans medlidenhedstyranniske far i det isolerede Sønderjylland anno 1970´erne.
Det er svært at være den elleveårige Allan(Jannik Lorenzen). Ene prøver han at holde familiens humør højt, men det er svært med en far(Jesper Asholt), der hele tiden taler om at ville tage livet af sig, en storebror (Thoams Knuth-Winterfeldt) der har forladt familien på grund af faren, en mor (Hanne Hedelund) der tager sovepiller for at undgå at høre, når far græder om natten og til sidst en storesøster(Julie Kolbeck), der ikke længere vil lægge krop til at trøste far. Så må Allan selv gøre det. Når Allan ikke hjælper sin far med at levere mælk til byens beboere, tager han med for at overvære hans taler til begravelser. Faren har talegaverne i orden som ingen andre på egnen, og han kan få alle, ja selv de største mænd, til at fælde en tåre. Og det gør far glad. Så Allan føler sig kaldet af selveste Gud til at lade far blive ved med at være glad, og pludselig er der flere mennesker, der mister livet i den lille sønderjyske by.
Det er kun dem, der har læst bogen, der vil slå ned på enklte elementer, der ikke fungerer som i romanen af Erling Jepsen. Men de vil kun acceptere ændringerne i forhold til den store kunst, det er at lave en vellykket filmatisering. Humoren er kun til en vis grad bevaret, men incest kan ikke udelukkende skildres underfundigt på film. Filmen har såmænd også meget andet på sinde, især den loyale miljøskildring er med til at sætte perspektiv på de resterende handlingsforløb i filmen.
Kunsten at græde i kor formår at skabe et troværdigt, morsomt og nærværende portræt af det onde i gode mennesker. Et portræt lige så smukt og betagende som det er distancerende og modbydeligt. Det er længe siden at en så vedkommende film, er blevet lavet i et dansk regi. Og mere dansk kan det ikke blive.
Det sønderjyske miljø bliver fornemt præsenteret ved imponerende og gennemtænkt billedkomposition samt et fængende lydspor. Mest iøjefaldende er især skuespillerpræstationerne, der bliver udført af professionelle såvel som debuterende. Selvom Jesper Asholts rolle som far er rimelig ensporet, bliver man som tilskuer bjergtaget hver gang, han træder ind mellem de sønderjyske staudebeder. Lige så godhjertet og arbejdsom han er som borger i den lille by, ligeså ødelæggende og selvudslettende er han som far i det lille hjem. Og det er så karikeret, ironisk, men også troværdigt, skræmmende og nærværende. Det er ikke kun Asholt, der imponerer, det gør alle. Men især unge Jannik Lorenzen brillerer tavst som den unge naive fortæller Allan, der må meget igennem for at holde den aparte familie samlet.
Jeg kan som anmelder nok så meget rose denne film, denne hyldest til de sande filmkunstnere, August, Malmros og Kragh-Jacobsen, der formår at fortælle gribende historier fra provinsen. Peter Schønau Fog fortjener en plads på vognen, der tilsyneladende allerede har givet ham den anerkendelse han så oprigtigt fortjener.
Se spilletider