|
Conn Igguldens roman "Ulven fra stepperne", der netop er udsendt på Gyldendal, er det første bind af fem i en historisk romanserie om den mongolske hersker og hærfører Djengis Khan. Det er en storslået beretning om en af historiens største erobrere, der med magt og snilde skabte et verdensimperium uden lige. En stormagt, der gik fra Stillehavet i øst til Donau i vest.
Conn Iggulden, der blev født i 1971, arbejdede indtil 2003 som lærer, hvor han fik sit internationale gennembrud med første bind i sit imponerende firebindsværk om lederen, statsmanden og hærføreren Gajus Julius Cæsar. Herefter er karrieren gået slag i slag med succes på succes, og Igguldens nye roman om den mongolske fyrste Djengis Khan lader ikke sine forgængere noget tilbage at ønske - tværtimod.
Historiske romaner går som varmt brød, og Conn Igguldens hører til den slags, der befinder sig solidt placeret på bestsellerlisterne verden over. Hans værker er ikke elitær finlitteratur for de få, men bombastisk triviallitteratur for masserne - og det er ikke nødvendigvis negativt.
Ulven fra stepperne tager sit historiske udgangspunkt i 1200-tallets Mongoliet, hvor vi følger Temüdjin, der er den næstældste søn af Ulvenes khan, i sin kamp for at genvinde familiens ære, efter at faderen er blevet forrådt af sine nærmeste rådgivere. En kamp, der bringer Temüdjin ud på en farlig rejse, hvor han hærdes som menneske, mand og kriger. Med snarrådighed forener Temüdjin steppernes kasteløse stammer under sig, og grundstenene lægges til et blodigt og langvarigt erobringstogt, hvis ambitiøse mål det er at forene alle de krigeriske stammeklaner under én hersker.
Conn Igguldens evner som forfatter til historiske romaner skal ikke beklikkes. Han er en sand, skrivekugle, der på blot fire år har fået udgivet intet mindre end fem murstensromaner. En præstation, der er skrivekuglernes skrivekugle, Stephen King, værdig. Iggulden er en levende beretter, der med sprudlende fortælleglæde fiktionaliserer nogle af historiens største begivenheder med en sådan virtuos indlevelse, at man som læser fra første færd bjergtages.
Ulven fra stepperne er i al sin enkelthed en velkomponeret pageturner, der kan fastholde én i åndeløs spænding fra første til sidste side. Det er sommerlekture af den mest underholdende slags, og hvad er bedre end at kunne krybe i skygge med en spændende roman, når solen bager fra en skyfri himmel? Igguldens roman skaber et befriende pusterum, hvor man med hovedet under armen kan leve sig ind i et fortidigt univers, der knivskarpt er tegnet op af en forfatter, der behersker såvel formidlingens glæde som historikerens faglige overblik.
Med Ulven fra stepperne er første skridt taget til et historisk epos, hvis udvikling jeg de kommende år vil glæde mig til at følge, og Iggulden har da også allerede færdiggjort andet bind i serien, der er planlagt til engelsk udgivelse i januar 2008 - så danske læsere må slå sig med tålmodighed hvad angår den danske oversættelse.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Titel: Ulven fra stepperne
Forfatter: Conn Iggulden
Forlag: Gyldendal
Sideantal: 431
Udgivelsesdato: 22. juni 2007
ISBN: 978-87-02-05715-7