Fler nyheter

 
Litteratur
Smag på Danmark

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Smag på Danmark
On 26 sep 2007



Nanna Simonsens "Smag på Danmark" er en perle af en kogebog, hvor den danske mad er sat i fokus. Her finder vi "250 moderne opskrifter fra det klassiske danske køkken", som bogens undertitel bebuder. Opskrifter, der spænder fra bagværk, kød og fiskeretter videre til smørrebrød, frugtgrød og vildt!

Hvis man står og mangler et fornuftigt dansk pendant til alle ens kogebøger om italiensk, spansk og fransk kogekunst, så skal der ikke herske tvivl om, at ens penge bør bruges på Nanna Simonsens netop genudgivne Smag på Danmark.

Nanna Simonsen er en yderst madglad kvinde, der bl.a. også har udgivet bøgerne Nannas smørrebrød, Nannas supper og Nannas salater, så der burde være en mulighed for, at man tidligere er stødt på hendes navn i kogebogsregi. Hvis ikke af denne vej, så er man måske stødt på hende i tidsskriftet Mad og bolig, hvor hun fungerer som madskribent.

Da kogebogen første gang blev udgivet i 2003, skrev Berlingske Tidendes anmelder, at Smag på Danmark kunne blive ".. det nye århundredes svar på Frøken Jensens Kogebog". Jeg tror, at jeg vil give anmelderen ret i dette. Her finder man nemlig ikke kun de klassiske retter, vi kender så godt, men også spændende variationer over det dagligdags. Bl.a. frikadeller med hvidløg og allehånde, en krydret gulerodssuppe med drænet yoghurt og lasagne med grønsager i safransovs. Det moderne spiller med andre ord i denne kogebog ganske fint sammen med det klassiske.

Bogens mange opskrifter er krydret med et hav af smagfulde stemningsbilleder af såvel det danske landskab som de retter, bogen indeholder. I dag er kogebøger nemlig ikke blot kogebøger. Det er ikke kun bøger, der skal fungere som formidlere af en række opskrifter sat på ord, de skal også rent visuelt være med til at anspore ens glæde ved madlavningen. Alene det at bladre i Smag på Danmark er således en udpræget fornøjelse, da de mange fotografier af Lars Ranek er med til at skabe et visuelt værk af stor værdi, der fremover med glæde vil blive brugt igen og igen. For frem for noget andet, så er kogebøger stadig brugsbøger, der gerne skulle tilskynde ens lyst til at jonglere med potter og pander i køkkenet.

Og nu, hvor vi med hast nærmer os årets mest forhastede måned, december, så opbyder Smag på Danmark skam også en lang række klassiske juleopskrifter på retter, der er blevet en del af den faste, danske julekultur. Så hvis man endnu ikke har helt styr på det der med julegåsen (eller anden), ikke føler sig helt velbevandret hvad angår hjemmelavet rødkål, brunkartofler og flæskesteg - eller blot vil kaste sig ud i produktionen af brunkager, jødekager, klejner eller julemarcipan - så er Nanna Simonsens kogebog en perfekt investering, der nok skal hjælpe én på vej i køkkenet.

Sagt med andre ord, så tag og smag på Danmark!

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Titel: Smag på Danmark
Forfatter: Nanna Simonsen
Forlag: Gyldendal
Sideantal:260 sider
ISBN: 978-87-02-05676-1