Fler nyheter

 
Litteratur
Superstar Management

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Superstar Management
Ti 23 okt 2007

Så kan de lære det! Og endda i Pixibogsformat. Hvem? De mange silverbacks, som ikke har forstået, hvad det er for en ledelsesstil, der skal til for at få den nye generation til at arbejde. Men forstår man deres game, er der et stort udbytte at hente. Begynd med at læse Superstar Management, og udfordringen er halvt fuldendt.

The American Dream er tættere på i dag end nogensinde. Ideer og virksomheder handles hurtigere, end man kan nå at trykke brandnavnet på visitkortet, og ansatte skifter stol i gennemsnit hvert andet år. Omstændigheder under hvilke det synes absolut umuligt at skabe succes og innovation - men for Torben Gammelgaard også grobund for et fabelagtigt potentiale, hvis man får det håndteret korrekt.

Formlen er en trilogi af kreativitet, godt gammeldaws købmandskab og kærlighed. Den operationelle managementstil, som kan forene de kræfter præsenteres i 'superstjernen' som model for moderne ledelse, og stjernens spidser er ikke længere flid, fedt og snyd, men derimod mening, revolution, ego, fri leg og hjem kære hjem. Den største omvæltning er, at fokus er skiftet fra både markedet og virksomheden til den enkelte ansattes arbejdsbetingelser.

Efterhånden som produktion rykkes uden for landets - og for den sags skyld hele EU's - grænser er vores eneste konkurrenceparameter "den kreative klasse"; og de skal ledes mere bevidst end deres forgængere. Dobbelttydigheden er klar i brugen af stjernen med henvisning både til den konkrete ledelsesmodel og til de små ansatte superstjerner, der pludselig kan være afgørende for en virksomheds innovation og indtjening.

Superstar Management har fat i den lange ende. Det er godt set af Torben Gammelgaard, at markedet har manglet en bog til at få de jakkeklædte silverbacks ud af traditionerne og ind i fremtiden, og formen er Pixibogsagtig, let og hurtigt læst, så der er ingen undskyldning for ikke at gøre sig bekendt med sine "besværlige" ansatte ud fra et teoretisk synspunkt. En opbyggelig bibel, som næppe gør en forskel her og nu, men som i hvert fald åbner mulighed for, at ledere kan gøre en forskel, hvis de vil.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Torben Gammelgaard: Superstar Management Forlag: Gyldendal
Sider: 212
ISBN: 9788702062052