Den 27/11 havde Svalegangen og Vision 3 præmiere på en forestilling, som forsøger at integrerer skuespil, dans, musik og 3 D-animationer. Det er naturligvis især det, at man kan bruge mange af de samme special-effect-teknikker som på fjernsyn, der gør forestillingen spændende og speciel.
Det virker også, som om der i forestillingen er gjort mere ud af den nye teknik end af selve plottet, men det er også tydeligt at 3D teknikken i fremtiden vil kunne bruges til rigtig meget på teateret.
I forestillingen bruges en "Eyeliner". Det er en tynd folie, som spændes ud mellem scenen og publikum. På folien kan der nu projekteres billeder som for publikum kommer til at se 3-dimensionelle ud. I forestillingen Den 3. tango bruges eyelineren især til at portrættere det, som hovedpersonen drømmer, hvilket jo ellers kan være ret svært at anskueliggøre i almindeligt teater. Instruktøren af forestillingen har samtidig været god til ikke at overgøre brugen af 3-dimesionelle billeder, bare fordi teknikken giver ham muligheden. Alle billeder er med for at understøtte handlingen, hvor det ikke er nødvendigt bruges almindelig "gammeldags" skuespillerkunst.
Plottet i forestillingen er at hovedpersonen Carl spillet af Carl Quist Møller er blevet forelsket i en pige, han har mødt på gaden, men aldrig talt med. Ved et tilfælde møder han hende i en pladebutik, og han tager mod til sig og spørger, om hun kan lide tango. De bliver enige om, at han skal spille en plade over til hende med tangonumre på, men de når ikke at mødes igen, før pigen flytte til Buenos Aires for at danse tango. Carl tager nu på nogle drømmerejser til Buenos Aires for at møde pigen igen. Pludseligt finder Carl ud af, at det tangoorkester, han spiller i, skal til Buenos Aires for at spille, og nu skal drømmen så leves ud i virkeligheden - eller skal den? Slutningen af forestillingen skal ikke afsløres her, blot synes afslutningen af forestillingen at være billig og en lidt for nem løsning til at få afsluttet et ellers udmærket plot.
De eneste, der er fysisk til stede på scenen er det tre mand store tangoorkester spillet af Carl Quist Møller, Kaare Munkholm og Per Störby. Disse tre skal understøtte forestillingen med skønne tangotoner. Musikken lyder også fint nok, men det er ikke den, man husker, når man går fra forestillingen, det er helt klart det nye visuelle udtryk, det nu er muligt at lave med den nye projekteringsteknik.
Ved brug af projekterede 3 D billeder, er der mulighed for at have flere udgaver af samme person på scenen på samme tid, noget der ellers kun kendes fra film som Multiplicity, hvor Michael Keaton spiller en mand som kopierer sig selv for at kunne få mere ud af livet. Der er blandt andet en scene, hvor fire udgaver af Michael Keaton står og barberer sig, som var banebrydende på indspilningstidspunktet, og som aldrig ville være mulig at lave på teateret før nu. I forestillingen bruges teknikken også til at vise drømme, og her kommer teknikken virkelig til sin ret, da handlingen i drømme ofte er hurtig, kaotisk og uden hoved eller hale. En drøm er svær at vise på en teaterscene uden at forvirre publikum totalt. En forestilling som Den lille pige med svovlstikkerne, hvor det meste af handlingen foregår i den lille piges hoved, er et eksempel på andre forestillinger som med fordel ville kunne bruge den nye projekteringsteknik.
