Fler nyheter

 
Teater
Idioten på Århus teater

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Idioten på Århus teater
Ti 11 dec 2007

Den 7.12. var der Danmarkspremiere på Dostovjeskijs store klassiker 'Idioten', som på fremragende vis er blevet omsat fra en roman på 800 sider til en tre timer lang teaterforestilling, båret frem af nogle af de ypperste skuespillere, Århus teater kan byde på. Stykket er bearbejdet i en form, så det også er relevant for nutidens mennesker, selv 150 år efter det er skrevet.

Stykkets hovedperson spilles af Martin Greis, som blev ansat på Århus teater som nyuddannet i 2004. Han har typisk spillet roller med en lidt kæk eller direkte fræk karakter, senest i stykket The history boys. Med sin fortolkning af rollen som Fyrst Mysjkin fornemmes for alvor bredden af Martin Greis' talent. Han er troværdig, hans tilstedeværelse på scenen er utrolig stærk på trods af fyrst Mysjkins ydmyge personlighed. Fyrst Mysjkins personlighed og kvaler rammer helt ind i sjælen, og det er imponerende, som Martin Greis formår at komme helt ud over scenekanten og få sin karakter til at fremstå både realistisk og nærværende.

Handlingen i stykket foregår nærmest som en lang fest, alle de medvirkende er i pænt tøj, og penge, anseelse og titler betyder alt. Når man har penge, ser andre op til en, og man kan gøre lige hvad man vil. Af denne grund er Ganja, spillet af Peter Flyvholm, villig til at gifte sig med Natasja Filippovna, som han ikke elsker, for at få 75.000 rubler. Natasja Filippovna, spillet på fremragende vis af Signe Egholm Olsen, har været spærret inde i huset hos Afanasij Totskij (Anders Baggesen), siden hun var 14 og været hans elskerinde eller voldtægtsoffer, om man vil, i denne tid. Afanasij Totskij vil nu gifte sig med en yngre kone, og Natasja er dermed vanæret. Natasja har været nødt til at gøre sig hård for at klare tilværelsen og kan derfor slet ikke håndtere den medlidenhed, hun får fra Fyrst Mysjkin, som opfatter hende som et offer frem for en skyldig.

Bearbejdningen af stykket gør det nemt at forstå personerne og deres bevæggrunde. Vi lever selv i en verden, hvor det er et mål i sig selv at blive kendt, rig og feteret. Alle andre skal helst se op til os. Vi vil frem i verden, have succes og blive lykkelige. Vi kan sætte os ind i, at en ung mand med en månedsløn på 10 rubler vil gifte sig med en kvinde, han ikke elsker, og som oven i købet ikke har det bedste rygte, for at få 75.000 rubler. Det er også nemt at forstå, at kvinden forsøger at beskytte sig selv ved at stille en hård facade op, og hvorfor medlidenhed derfor er så farligt, fordi det får facaden til at krakelere. Det fremstår mindre tydeligt, hvorfor alle mener, fyrst Mysjkin er en idiot. Mange af de udtalelser, han kommer med, fremstår som filosofiske og indsigtsfulde. Det kommer ikke helt så klart frem, at det de andre reagerer på, er fyrstens tro på det gode i mennesket, og hans tillid til, at alle mennesker vil ham det godt.

Dostovjevskij skrev Idioten efter at have fattet voldsom interesse for religiøse spørgsmål, og bogen er gennemsyret af ideen om en slags Messias, et perfekt og godt menneske, som kun ser det bedste i sine medmennsker og vil alle det bedste. En sådan person vil i andres øjne fremstå naiv, godtroende og ja, som en idiot. Alle ved hvilken skæbne Jesus fik, så ulykken anes i horisonten for stykkets hovedperson, Fyrst Lev Nikolajevitj Mysjkin.

Århus teater: Idioten

Foto: Jan Jul

Se spilletider