Fler nyheter

 
Litteratur
Tapas på den nemme måde

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Tapas på den nemme måde
Fr 11 apr 2008

Valérie Berrys smagfulde appetizerkogebog "Tapas på den nemme måde" (kan det gøres på en besværlig?) er netop kommet i handlen fra Lindhardt & Ringhof. Her finder man 60 opskrifter på de små, lækre retter, der i den grad er blevet et modefænomen på madfronten - ikke mindst herhjemme i cafémiljøet!



Der findes en lind strøm af historier om, hvorledes madfænomenet tapas kom til verden. En af disse historier beretter om den castilianske kong Alfonso X (1221-1284), der bøvlede med kronisk mavebesvær. Han blev derfor af sin læge sat på en streng diæt, der bestod af små og lette retter. Men da kongen ikke ønskede at blive berøvet smagsoplevelsen ved at spise, beordrede han sine kokke at lave nogle små, delikate retter bestående af så mange forskellige ingredienser som muligt - tapas var hermed født!

Tapas er som sådan et isoleret spansk fænomen, men ikke desto mindre så kan enhver afkrog af vor globaliserede klode mønstre et smagsvarieret og geografisk orienteret opbud af små, lækre retter, der i udformning og anretning har samme funktion som de spanske af slagsen.

Tapas er mad af den mundrette slags, hvor selve grundidéen (ja selve madfilosofien) er at slappe af sammen med venner og familie med retter, der pirrer smagsløgene. Der er da heller ikke noget bedre end at besøge Madrid og sidde på en lille, hyggelig fortovscafé, hvor man får serveret en tallerken med et udvalg af tapas, imens man suger den spanske kultur til sig - det er herligt!

Men hvis man ikke har tid til at tage til Madrid - eller en anden spansk by - så kan man i stedet investere i Valérie Berrys Tapas på den nemme måde. Så er man godt rustet til selv at begive sig på madeventyr i ens eget køkken - og så kan man altid tænke sig til den særegne, spanske atmosfære!

Bogens format er lig det, der også udgør layoutet for bøgerne Thai på den nemme måde og Pasta på den nemme måde, der udkom samtidigt fra Lindhardt & Ringhof. Den består af 160 sider, hvor opskrifterne er delt ind i specifikke kategorier såsom tapas med æg, tapas med grøntsager, tapas med alt godt fra havet og søde tapas.

Bogen forklarer indledningsvis om de ingredienser, man kan bruge til tapas, køkkenudstyr, basisingredienser, forarbejdet og hurtige tapas og drinks. Afslutningsvis finder man i bogen en forklarende ingrediensliste, der eksempelvis beretter om, hvorfra ingredienserne stammer.

Hvis man ønsker yderligere inspiration til fremstillingen af tapas, så kan man f.eks. supplere med Politikens bog om tapas (skrevet af Anne Hjernøe), Rosas tapas (skrevet af Rosa Sala Burgaya), Tapas & Sherry (skrevet af Rasmus Kjær og Søren Frank) samt Tapas fra hele verden af Paul Gayler. De tre sidste er alle udgivet fra Lindhardt & Ringhof.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Titel: Tapas på den nemme måde
Forfatter: Valérie Berry
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Sideantal: 160 sider
ISBN: 978-87-11-31534-7