Jeg svang mig sidste år op i de høje tinder, hvor superlativer med rund hånd blev uddelt til Klaus Rifbjergs andet bind i den trilogi, han nu med "Rod" har afsluttet. Samme optimisme - samme sprudlende læseglæde - kan ikke mønstres omkring sidstnævnte, der mestendels fremstår som en mosaik af ufuldendte muligheder.
Det er for oplagt - alt, alt for oplagt - at anvende romanens titel som udtryk for den formløshed, der præger den. Så det vil jeg ikke gøre! I stedet vil jeg gøre opmærksom på, at Rod er æstetisk ufuldendt - den kunne have været meget, meget bedre, hvis Rifbjerg og Gyldendal i samdrægtighed havde fået luget ud i nælderne.
Det føles som om, at romanen blot skulle fra hånden hurtigst muligt - er der mon mere interessante og presserende projekter i opløb? - hvilket ikke er fair imod de to foregående værkes suveræne og litterære uforglemmelighed!
Klaus Rifbjerg er om nogen en forfatter - en litterær mastodont, er måske en bedre betegnelse - der i over et halvt århundrede har beriget dansk litteratur med nogle uforglemmelige (og nu kanoniserede) værker. Rod - der er tredje og sidste bind i Rifbjergs historiske trilogi - følger op på de to foregående romaner Esbern (2005) og Hovedløs (2007).
Det vil for den potentielle læser af Rifbjergs afsluttende opus i Esbern-trilogien være af fordel, hvis denne først stifter bekendtskab med de to tidligere værker i trilogien. At give sig i kast med Rod - uden at have læst Esbern og Hovedløs - ville være, ja hovedløst!
Trilogien er en slet skjult pastiche over Gustaf Munch-Petersen, der jo som bekendt (og lig Esbern) både digtede, malede og faldt som offer i den spanske borgerkrig. Her kommer Esberns søn så ind i billedet (den faderløse Kim), der gør meget ud af at konkretisere, at han ikke er som sin far - han er i hvert fald ikke kunstner!
Rod indledes - og afsluttes - med den hændelse, der stadig står lysende klart på de flestes nethinder - terrorangrebet på World Trade Center i 2001, der er blevet et kollektivt og globalt sår. Et sår, der ikke vil (og måske ikke skal) hele. Denne cirkelkomposition danner rammen omkring romanens fortæller - Kim Dahlman-Winter - om hvilken romanen primært centrerer sig. Hvor de to forrige bind var farverige kollektivromaner, der fulgte større grupper af mennesker, så fokuseres der i trilogiens afsluttende opus på den faderløse Kim.
Jeg skrev indledende, at romanen fremstår som en sprængt mosaik, hvilket afstedkommes af de mange løsrevne tråde - de mange spring i tid - romanen er bygget op omkring. Der springes fra 40'erne til 50'erne. Der tales om ungdom og alderdom, om erektion og nosser (det er jo Rifbjerg) og om familieliv - lykkeligt som ulykkeligt! Men man føler ikke, at disse emner følges ordentligt til dørs - den røde tråd forvitrer i et ønske om at ville for meget. Ligeledes bruges romanen som en slet skjult kulturkritik, hvor fortælleren bl.a. polemisk og ophidset kaster sig over de nazi-anklager, Odmar Hvirvel (læs Ole Wivel) i sin tid blev underkastet.
Jeg kunne have ønsket mig, at trilogiens afsluttende roman havde været mere i ånd med de to foregående - men sådan skulle det ikke være. Når det er sagt, vil jeg samtidig påpege, at romanen opbyder spredte eksempler på stor prosa, der er blot for langt imellem dem, desværre!
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Klaus Rifbjerg: Rod
Forlag: Gyldendal
Sider: 270
ISBN: 978-87-02-066739
