|
|
Napalm Death, Suffocation og Warbringer spillede grind, death og thrash omtrent sådan som det skal spilles på Københavns The Rock, som denne Grundlovsdags aften var pakket til bristepunktet. Hvis du er til rigtig metal, og ikke var der denne aften, så gik du i sandhed glip af noget, for især ét band slog sit navn fast med syvtommersøm.
Er der ét eller to hovednavne på den plakat? Er Napalm Death eller Suffocation hovednavnet? Man kan sagtens være lidt i tvivl ved første øjekast. Det var man dog ikke, da man gik hjem.
Men lad os lige slå en ting fast: Warbringer var opvarmningen. Onde tunger ville måske mene, en ghettoblaster med et slidt Metallica-bånd ville have kunne gjort det lige så godt. Det er nu nok for kritisk, men det kræver sit band at få ørenlyd i dette selskab, og det levede Warbringer (og/eller lydmanden) ikke helt op til. Stedet var pakket med folk, der var helt aggressive for at høre deres kære Napalm og Suffo.
Suffocation udgjorde aftenens mellemret. Spillede bundsolidt, tight og præcist. Vi fik numre fra samtlige albums. Sættet blev blæst åbent med gamle "Liege of Inveracity", og vi kom forbi mere dejlig 90'er musik som "Pierced from Within". Inden vi blev udsat for et absolut mesterværk af et livenummer ved navn "Bind Torture Kill", som er på alle metal-fans pensumliste, blev vi også belært om, hvordan en heavy-koncert skal skæres med bl.a. "Catatonia" og "Funeral Inception". Så det var fedt, og menneskemængden var lykkelig. De ku' nu godt ha spillet lidt længere.
Napalm Death styrede! Så kort og præcist kan det siges, men ok, her er et par detaljer...
De spillede deres klassiske smadderstil, fuldstændig lunatic punk. Moderne bands har til sammenligning glemt lidt af "Garage-galskaben". Selvom de herrer i ensemblet Napalm Death efterhånden har en del år på bagen, har de krudt i røven som et sammenrend teenagere med hvidvinsbrandert og deres livs første hanekam. Dødsmetal må gerne være beskidt og larmende, og det er det, Napalm Death står for. Det er meget svært at forklare for udenforstående, men scum-stilen hitter altid ved et live genlyt, og det hænger utrolig godt sammen med den stil, bandet har lagt siden de forlod Earache. Vi fik lidt fra hver ende af karierren, og helheden var et eminent anfald af Napalmsk brutalitet.
Så hvem var hovednavnet? Både Suffocation og Napalm Death er lyslevende legender inden for genren. Napalm Death har bare en prominent plads i hele rock'n'rolls historie også.
Generelt var der bedre lyd end forventet - The Rock taget i betragtning. Stedet er en fed rock-klub, men har desværre også sine mangler som koncerthal. Så sandelig også når det gælder udsyn og albuerum. Det meste af tiden var der kun én bar åben, så det var lidt af en langstrakt brydekamp at købe en øl. Og imens man gjorde det, kunne man absolut intet se. For de havde stole og borde stående midt i salen, som folk stillede sig op på. Når der er store navne, og stedet er udsolgt: Ingen borde og stole i salen!
