De er der alle sammen - de skæve familieeksistenser med rod i både genetik og stamina. Centrifugeret med en god portion pinligheder hænger skuespillerne familien godt og grundigt til tørre på Betty Nansens scene i amerikanske Tracy Letts drama. Seværdigt, ikke mindst fordi skuespilpræstationerne er kæberystende perfekte.
"Jeg ved ikke, om hun spiser piller, fordi jeg drikker.. eller om jeg drikker, fordi hun spiser piller." Den funderende kiasme kommer fra faderen i skikkelse af Jesper Langberg, og rammen er tragikomedien Min familie på Betty Nansen Teatret. Kønt står det nu ikke til i familien, hvor de tre voksne døtre for længst har forladt barndomshjemmet, men en efter en vender hjem, da faderen forsvinder. Hele spektret af mismatchende familiemedlemmer er repræsenteret: den selvudslettende datter, den rock-chickke akademikertøs og endelig den opmærksomhedssøgende og kærlighedshungrende søster. Foruden moster fra socialklasse 19 og et par andre tabersjæle.
Og så begynder farcen - med den indledningsvist skrøbelige og pillepåvirkede Ghita Nørby, der løbende får samlet kræfter gennem sin nederdrægtige behandling af døtrene og afslutningsvist står alene tilbage på scenen. Matriarkatet har sejret ad helvede til, og undervejs afsløres den ene familiehemmelighed efter den anden. Som sådan en traditionel fortælling, men med det evigt aktuelle islæt af pinagtighed og tåkrummende genkendeligheder.
Parallelt med, at skeletterne vælter ud af skabet, forsvinder først mændene i familien og kort efter også de unge piger lige så stille fra scenen. Det er formidabelt skruet sammen, og hvis man troede, det var en udfordring at spille beruset i alkohol, skal man tilbringe de tre en halv time i teatersædet, Min familie tager, bare for at nyde Ghita Nørbys vrøvlende pillemisbruger.
Scenografien er lykkedes over evne med lag på lag i flere dimensioner, som tilsammen troværdigt udgør en hel lejlighed. Tak til Karin Trille Høy for den simple og æstetisk mættende oplevelse, der suppleres smukt af Fabian Carvallos insisterende lyssætning.
Betty Nansen har været vakse ved havelågen, da de scorede rettighederne til at opsætte Tracy Letts drama, som dårligt nok er nået ud over USA's grænser og sættes op i teatrets europæiske hovedstad London samtidig med den danske premiere. Selvom papiret, stykket er skrevet på, dårligt nok er tørt, synes Min familie ikke at være revolutionerende eller nyskabende inden for sin genre. Det meste er bestemt set før. Holdet bag den danske opsætning skal dog høste en stor ros for den vellykkede 'fordanskning', hvor alle navne - ege såvel som person - er danskklingende og de citerede forfattere ligeså. Rart at høre så kreativ en omskrivning af Stuckenberg og få genoplivet sin Borum. Sparekniven kunne dog godt have hugget en hæl og klippet en tå, da teksten blev underlagt redigering, da de oprullende familietableauer ikke alle er lige interessante.
Foto: Thomas Petri
Betty Nansen Teatret: Min familie
Se spilletider
