Fler nyheter

 
Litteratur
Jagten på skrumpehovederne

Hitta gamla nyheter:
Gammel nyhed fra KultuNauts arkiv
 
Jagten på skrumpehovederne
Må 8 dec 2008

Ripleys "Jagten på skrumpehovederne" er en fantastisk flot og detaljeret bog baseret på Robert Ripleys egne dagbøger og bøger med notater fra sine mange forunderlige rejser. Mellem 1920 og 1949 besøgte Robert Ripley i alt 201 lande, hvorfra han samlede historier til sine bøger. Ud fra dette materiale er denne tredimensionelle dagbog lavet.

Bogen skal forestille at være en slags dagbog fra Robert Ripleys oplevelser i Afrik, Egypten, Kina, Japan Australien, Fiji-øerne og mange andre steder. Bogen er fyldt med pop-up-billeder, fotografier som ser ud til at være hæftet på med tape, små kuverter med kuriøst indhold, lapper med notater, sågar menneskehår er der blevet plads til. Bogen ser simpelthen ud, som man kunne forstille sig Robert Ripleys originale dagbøger og notesbøger må have set ud.

Der er sjove og oplysende fortællinger fra de steder, han har besøgt, flotte tegninger, billeder, som skal dokumentere Ripleys fantastastiske historier og små sjove facts, hvor man uvilkårligt tænker 'Kan det virkelig være rigtigt?'. Nogle af de facts, der står i bogen er muligvis forældede i dag, feks. står der, at tsetsefluen er det farligste af alle dyr, hvor de fleste nok i dag vil mene at malariamyggen er farligere, da langt flere dør af malaria, end af sovesyge, men uanset hvad, er det rigtig spændende læsning for alle med en lille Indiana Jones i maven.

Genremæssigt skal bogen forestille at være en dagbog, skrevet af Robert Ripley selv. De illustrationer og billeder, der er med, er tegnet og taget i forbindelse med de rejser, Robert Ripley rent faktisk tog på og er som sådan reproduktioner af de originale værker, men der har med sikkerhed været meget mere tekst og tegninger i de originale papirer, end det, der er medtaget i denne bog for børn.

Bogen er original, sjov og oplysende. Den egner sig bedst til de lidt større børn, da mindre børn hurtigt kan rive de mange bevægelige dele i bogen i stykker og måske også blive bange for nogle af alle de mærkelige ting, Robert Ripley oplever på sine rejser, f.eks. skrumpehovederne med rigtigt hår, som også indgår i bogen.

Jagten på skrumpehovederne er en bog, der indbyder til at blive udforsket. Der er så mange oplysninger, ting der kan dreje, vendes osv, så man bliver aldrig helt færdig med bogen. Det er en bog, hvor far eller mor fortsætter med at læse efter barnet er puttet i seng, for den er ikke til at slippe. Det er godt fundet på, lidt uhyggeligt og spændende og skal nok gøre lykke hos de større børn.

Køb eller bestil bogen på saxo.dk.

Robert L. Ripley: Jagten på skrumpehovederne og andre mærkværdigheder
Forlag: Carlsen
Sideantal: 30
ISBN: 9788762656888