|
|
Den nu 84-årige Nadine Gordimer har igennem sin karriere fået stor international succes med sine romaner og noveller, der skildrer Sydafrika og Apartheid-tiden. Samlingen "Beethoven var en sekstendedel sort" er et anderledes værk af en ellers politisk forfatter. Fortællingerne her kommer helt ned under huden, både billedligt og bogstaveligt talt.
Gordimer er bedst, når hun er politisk, og de fleste af disse noveller er ikke typiske Gordimer-noveller, der går i kødet på Apartheidsystemet og race-konflikter. Disse noveller er mest at alt en samling intime, filosoferende eller drømme-agtige fortællinger, der handler om alt fra en hvid mands personlige og lettere tilfældige søgen efter mulige sorte familiemedlemmer (titelnovellen), til en enke, der opsøger den mand, hendes afdøde mand havde et kortvarigt homoseksuelt forhold til før de blev gift, til dels for at få klarhed om hans kærlighed til hende.
Der er flere sjove, utraditionelle og overraskende fortællinger i denne novellesamling, bla. "Båndmål", en forholdsvis kort novelle, hvor synspunktet viser sig at være en bændelorms. Bændelormen (eller anden form for parasitisk indvoldsorm) fortæller om den følelse af svigt og uforståelighed, det var at opdage, den var blevet "forvist" (læs: skyllet ud sammen med lortet) af sin "vært", som bændelormen selv mente, den havde et rigtig fint og fornuftigt forhold til. Historien er chokerende på den ulækre måde, og helt præcist, hvad bændelormen skulle symbolisere, hvis der overhovedet er en dagsorden bag historien, er noget uklar.
Efter den bogstaveligt talt indre fortælling følger én, der nok bedre beskrives som billedligt intim. "Drømmer om de døde" handler om en unavngivet, ukendt jeg-fortæller, der genfortæller en drøm, hvori han/hun sidder til en middag i en vietnamesisk restaurant og taler med og oplever en samtale mellem blandt andre Anthony Sampson, Susan Sontag og Edward Said, der filosoferer om alt fra maden til koloniseringsprocesser. Denne fortælling viser bedst Gordimers talent for at bruge sproget på en legende måde: "Susan vender sine smukke mundvige, fyldigt skabt til vantro, nedad og ser på Edward. Hans bliks brønde sender genskær af fælles rænker tilbage fra dybderne" (s. 48). Hele novellen er fortalt i et svævende, til tider absurd sprog, og understreger derved, at det hele er en drøm.
Nogle af Gordimers fortællinger i denne samling føles som komprimerede romaner. "En overfladisk kvinde" er én af disse. Selvom historien, der er én af samlingens bedste, fungerer fint som novelle - den er utroligt velskrevet og underholdende - kunne den være et resumé af en roman. Grete, en tysk jødisk emigrant bosat i Afrika, er "en bedstemor, der aldrig er blevet voksen", en kvinde, hvis oplevelser af Hitlers tyskland og en fransk koncentrationslejr ikke påvirker hendes syn på livet det mindste. Hun har valgt - til meget stor irritation for familien, der mener hun er overfladisk, fordi hun medbragte fine selskabskjoler, da hun flygtede fra tyskland, når andre jøder blev sendt i døden i kreaturvogne - at de dårlige oplevelser i livet ikke er værd at spilde tid på. Hendes valg er dog ikke baseret på overfladiskhed, men på en psykologisk overlevelsesmekanisme. For hende er der ingen adgang til fortiden, ikke fordi hun er ligeglad, men fordi "fortiden er et fremmed land" (65), som hun ikke har lyst til at besøge.
Beethoven var en sekstendedel sort er en meget broget samling noveller, med både rigtig fine værker og noget mere svage værker. Samlet er det interessant og underholdende læsning, men der mangler noget af Gordimers tidligere politiske polemik og kritik, som hun mestrer uden lige.
Køb eller bestil bogen på saxo.dk.
Nadine Gordimer: Beethoven var en sekstendedel sort
Forlag: Gyldendal
Sider: 199
ISBN: 9-788702-073348
