|
|
En danseforestilling for de alleryngste" er hvad forestillingen "SneØjne" på Zangenbergs Teater reklamerer med at være. Og den holder ord. Med enkle virkemidler som balloner og dyner til at supplere guitarspil og dans, skabes et snelandskab, der appelerer til ens indre barn. Og til publikummet i aldergruppen 0-4 år.
Gulvet er dækket af snehvid dansevinyl. Publikumsrækkerne er beklædt med hvide dyner, som ikke bare gør dem mere behagelige for de mange børn, men også understreger rummets hvidhed. I skarp kontrast til de sorte vægge ses adskillige store, runde, hvide balloner fastgjort med blå bånd til gulvet. To danserinder iklædt hvide kostumer står klar på scenen. Børnene skynder sig ind, finder en plads og forestillingen kan begynde.
Udover de to dansere møder man i SneØjne også en guitarist, som sidder på scenen og spiller. Hans lette fingerspil danner både fint med- og modspil til dansernes bevægelser og scenografiens udtryk. Når de lette klimtende toner sættes sammen med det hvide landskab, ledes tankerne hen på iskrystaller og fin dalende sne.
De to danseres tumlen, som rummer alt fra barnlige klappelege til den mere gængse moderne dans, virker ubesværet i lokalet. Der er ikke tale om nyskabende og original koreografi, men det ville også være lidt meget at forlange i en så kort forestilling for babyer og småbørn.
Til gengæld udstråler begge dansere et engagement og en danseglæde, som når helt op til den bagerste række. Den nærmest barnlige glæde i ansigtsudtrykkene er fuldstændig optimal til et børnepulikum. Og de holder masken til trods for diverse kommentarer fra de små beskuere.
At SneØjne er en danseforestilling for de helt små børn er tydeligt fra første færd. Alt er tilpasset det barnlige blik med dets sans for detaljer. Scenografien er på samme tid forenklet og detaljeret. Børns fantasi er langt mere sprudlende end voksnes, så der skal selvsagt mindre til, før maskinen kører. At se en hel flok børn glædes over en dynes forvandling fra dyne til en stor snemand er ganske enkelt herligt. Og da de tre på scenen indleder en sneboldkrig, er der flere små henrykte kommentarer at høre fra publikum.
Læser man om ideerne bag SneØjne, hvad man har ønsket at udtrykke på scenen, kan det være lidt vanskeligt at få øje på. Sådan er det desværre ofte med danseteater. Men ignorerer man koreografens særlige budskab eller fortælling og går til oplevelsen med åbent sind - som børn jo oftest gør - så er SneØjne en rigtig fin oplevelse.
Til trods for de mange fine virkemidler og den upåklagelige udførsel, så er det alligevel som om forestillingen ikke helt fænger i den grad, den burde. Jo mindre børnene er, des sværere har de ved at koncentrere sig om scenen. Om det er målgruppen, som er sat for lavt, eller om der skulle have været skruet en smule op for tempoet, er svært at vurdere, men ét af de to skal der nok til før alle på publikumsrækkerne kan være med.
Zangenbergs Teater: SneØjne
Se spilletider
