|
|
Det Kongelige Kapels strygertrio agerede opvarmning for Arild Kvartetten, ligeledes bestående af strygere fra kapellet. Violinist Tobias Durholm førte med blid autoritet kvartetten gennem en fantastisk udvikling fra Haydn til Beethoven, og resultatet var som en legemliggørelse af alle tre komponister fortolket. Fra stringent over viril til syg og energikomprimeret. (Foto: Lars Schmidt)
Det er tre alsidige og produktive herrer, Det Kongelige Kapel havde programsat til Takkelkoncert denne søndag eftermiddag: Schubert, Haydn og Beethoven. Deres individuelle bidrag til kammermusik for strygere er således inspireret af alt fra lieder, opera og store symfonier, og det smitter positivt af på de tre udvalgte værker, der mødes i et fællesskab for flettede, melodiske temaer.
Schubert leverer partitur til eftermiddagens mest stringente og harmoniske bidrag, strygertrio i B-dur. Fremført af Det Kongelige Kapels strygertrio på en noget skolet og artig facon. En slags lidenskabsløs østrigsk geradeaus, som ikke formåede at kridte danseskoene helt op i menuetten, ligesom den opsamlende rondo også forblev en smule uudforsket.
Arild Kvartetten tog udfordringen op med strygerkvartettens fader, Haydn, i en viril fortolkning af 'kvintkvartetten'. Temaerne blev afleveret musikerne imellem, som var det varme kartofler, og kammermusikken fik agt, som den har magt - både over publikum og musikere.
At Arild Kvartettens bratschist Sune Ranmo i virkeligheden ikke bryder sig synderligt om at spille Haydn blev først åbenbaret for enhver, da koncertens rosin, nemlig Beethovens strygerkvartet i F-dur, lukkede tarmen på den musikalske pølsefabriks produktion. Beethovenoplevelsen var nærmest synæstetisk: musikerne spjættede, svedte, spyttede og gestikulerede aktivt til hinanden, når et tema blev henholdsvis modtaget og afleveret. Og føromtalte bratschist var i pausen undergået en forvandling fra stilfærdig, men dygtig pligtmusiker til Animal goes classical.
Den gode times tid, publikum var fanget med musikerne i spændfeltet mellem klassikken og romantikken, demonstrerede kammermusikken sin egentlige styrke; at forene udøvere og tilhørere i et lukket rum af intimitet, melodiers zappen og nutidens forsvinden. Takkelloftet understøtter oplevelsen med sin black box'ede tidslomme og udadlelige akustik.
