|
|
Så er den britiske dramatiker Patrick Marbers melodrama "Closer" igen på provinsturné. Første gang skete det med Det Kongelige Teater i 1998, anno 2009 er det det nyoprettede teater Nepo Teatret, der sætter i scene. Premieren i Galaksen i Værløse demonstrerede stort engagement hos truppen, men fortolkningen af persongalleriet syntes at lade noget tilbage at ønske.. (Foto: Tass.dk/RODE PHOTO 2009)
Hver tidsperiode sin trend. Det være sig inden for uddannelse, pardannelse eller.. ja, almindelig dannelse. Patrick Marbers 90'er-drama Closer er således en scenisk undersøgelse af menneskets moral - eller mangel på samme - inden for seriel monogami (med visse overlap), vores evne til behovsudskydelse og det individuelle forhold til løgn og sandhed.
Journalisten Dan forlader sin kæreste Ruth for stripperen Alice, men svigter Alice til fordel for fotografen Anna, mens Annas kæreste, hudlægen Mark, knepper Alice for at hævne sig på Dan og Annas on/off-affære. Ingen grund til forvirring, for denne seksuelle menage a quatre er rammet ind af en verbalt smukt vævet polarisering af, hvad der sker, når vi nærmer os andre mennesker. Get Closer.
En af stykkets pointer er netop, at ingen kommer nærmere, fordi de hver især gemmer sig bag enten løgn eller lyst, somme tider en kombination af de to. Dan pirres alene af det forbudte, Alice dyrker det rå, men fordækte, Mark er hudløst ærlig og kræver det samme af andre, mens Anna gemmer sig bag de tusinde slør, hendes kameras øje kan lægge ned over virkeligheden.
Det er komplekse figurer, som det nyetablerede Nepo Teatret skal skildre, og resultatet er hæderligt, men ikke super vellykket. Eksempelvis mangler Kathrine Høj Andersens Alice det store element af sårbarhed, som følger med hendes offerrolle som kastebold mellem de tre andre. David Owe har godt fat i Dans livsløgn, nemlig at han træffer rationelle valg, men karakteren kunne med fordel have fået tilført en snert af iskold charletan, og han ville være tættere på den kierkegaardske forfører, Patrick Marber har forfattet ham som. Marie Askehave leverer en troværdig og sexet Anna, mens Nepo Teatrets indiskutable scoop er Rasmus Hammerich som den liderlige og dominerende Mark, der bærer sin identitet indefra og ud.
Oversættelsen er foretaget af ægteparret David Owe og Marie Askehave, og den er bestemt tro mod originalen, men vakler en smule i sproglig konsistens, idet stripperen Alice det ene øjeblik "beklager ulejligheden", mens hun senere ønsker at "bøffe en smøg", og hér er kontrasten for stor til at være troværdig.
Om Nepo Teatrets opsætning af Closer formår at udfordre det eksistentielle spørgsmål, hvorvidt den absolutte sandhed er sund for parforholdet, må være op til hver enkelt tilskuer at bedømme. Som Alice lakonisk spørger: "Hvad er sjovest? Løgn eller sex?"
Nepo Teatret: Closer
Se spilletider
